Loading...

Anna Holm Baumeister - her i landsholdstrøjen ved NM 10000 meter i Oslo 2014. (DECA Text&Bild)

Klubskifter

Anna Holm Baumeister skifter til Sparta

27. oktober 2016 · Jeppe Weinreich

Den danske OL-deltager på maraton trækker i den kommende sæson i Sparta-trøjen. Samtidig har Blovstrød Løverne styrket sig med tilgang af Sylvia Kiberenge.

Selvom hun har boet i København i efterhånden mange år, har bornholmeren Anna Holm Baumeister altid løbet for Viking Atletik i Rønne. Fra den kommende sæson bliver det dog i Sparta-trøjen, at man får hende at se. Her fungerer hendes træner Claus Hechmann i forvejen som elitetræner.

”Claus Hechmann har været min træner igennem de sidste tre år, og jeg har i al den tid trænet med hans gruppe i Sparta på Østerbro stadion. Jeg glæder mig til fremover at komme oftere på stadion og trække på de gode trænerkompetencer og faciliteter i klubben,” fortæller Anna Holm Baumeister til Spartas hjemmeside.

Selvom hendes kendte far, Henrik Jørgensen, løb i Herlev IF og senere KIF, så var Annas farfar i sin tid løbetræner i Sparta.

Anna Holm Baumeisters langsigtede mål hedder OL i Tokyo i 2020, mens maratonløbet ved næste sommers VM i London også indgår i planerne.  

Blovstrød Løverne forstærker sig
I Blovstrød Løverne kan Anna Emilie Møller se frem til at blive presset ekstra i den daglige træning. Således er Sylvia Kiberenge for nylig skiftet til klubben fra Køge AM. Blovstrød kan derfor til februar sende et stærkt hold til Europa Cup Cross for klubhold.

Den tidligere danske mester i diskoskast, Alexander Bertelsen, er skiftet fra Aarhus 1900 til Aalborg AM. Til gengæld er hans lillebror, Andreas Bertelsen, kommet til Aarhus-klubben fra Vejle IF. Den 22-årige DM-sølvvinder i spydkast slutter i øvrigt øverst på årets rangliste, efter at han ved et lille stævne d. 17. september i Aarhus fik spyddet ud på 65.11 meter.

Klubskifter efteråret 2016

  • Anna Holm Baumeister - Viking Atletik til Sparta
  • Sylvia Kiberenge – Køge AM til Blovstrød Løverne
  • Alexander Bertelsen - Aarhus 1900 til Aalborg AM
  • Andreas Bertelsen - Vejle IF til Aarhus 1900
  • Tobias G. Larsen - Holte Atletik til Sparta
  • Jacob Stengaard - Skive AM til Odense Atletik
  • Kristian Holm Jensen – Esbjerg AM til Aarhus 1900
  • Mathilde U. Kramer - Aabenraa IG til Frederiksberg IF
  • Sophie Roessler - Aabenraa IG til Frederiksberg IF


Listen er ikke komplet. Oplysninger om klubskifter tilgår ikke automatisk forbundet eller Statletik. Man er derfor velkommen til at sende oplysninger til jeppe@dansk-atletik.dk

© Copyright Dansk Atletik Forbund