Loading...

Uddannelse

Stor tilslutning til DAFs trænerkurser

07. november 2016 · Jeppe Weinreich

Interessen for at være med på Ungdomstrænerkursus 1 har været så stor, at der nu er oprettet en venteliste. Der er dog stadig ledige pladser på Juniortrænerkurset. Her er tilmeldingsfristen forlænget til d. 11. november.

Der er stor interesse for at blive ungdomstræner i dansk atletik. Egentlig er tilmeldingsfristen ikke udløbet endnu, men leder af uddannelsen, udviklingskonsulent Katja Salivaara, har allerede nu hængt den røde lygte ud.

”Med 31 tilmeldte er der ikke plads til flere. Kursusfaciliteterne er desværre ikke så store, at vi kan tage flere ind – og det ville også have betydet et længere kursus,” fortæller Katja Salivaara, der selvsagt glæder sig over den store interesse.

Der er nu blevet oprettet en venteliste til dem, der ikke er kommet med. Og så undersøger man nu muligheden for at oprette et andet hold til kurset, som er praktisk og fordelt over tre weekender. Det udsolgte kursus begynder den 26. november.

Juniortrænerkursus
25 personer har tilmeldt sig ”Juniortrænerkursus 1”, og dermed ligger det fast, at der bliver oprettet kurser i alle fem disciplingrupper. Der er dog stadigvæk plads til flere kursister, og derfor er tilmeldingsfristen forlængere lidt endnu -  til den 11. november. I modsætning til Ungdomstrænerkurset er der her tale om et teoretisk kursus med fokus på træningsplanlægning.

Katja Salivaara opfordrer alle til at overveje en tilmelding. Det næste kursus af slagsen bliver nemlig først tilbudt næste gang i 2020.

Læs mere her om hhv. Ungdomstrænerkursus og Juniortrænerkursus.

Tilmelding foregår på portalen Atletikogmotion.dk.

Har du brug for mere information, så kontakt venligst Katja Salivaara (katja@dansk-atletik.dk)

© Copyright Dansk Atletik Forbund