Fra præmieoverrækkelsen ved OL i Rio. (Jiro Mochizuki)
Sara Slott nomineret til Årets Sportsnavn 2016
08. november 2016 · Jeppe Weinreich
Den danske OL-sølvvinder på 400 meter hæk er sammen med svømmeren Pernille Blume og det mandlige håndboldlandshold med i kampen om prisen som Årets Sportsnavn 2016.
I sidste uge blev hun indstillet til Kulturministeriets Idrætspris. Nu er Sara Slott Petersen så igen med i finalen om en stor pris, denne gang ”Årets Sportsnavn 2016”, som DIF og Jyllands-Posten står bag.
Den fornemme pris er blevet uddelt hvert år siden 1991, og kun én gang før er den gået til et atletiknavn, nemlig Wilson Kipketer, som dét år (1997) satte tre verdensrekorder.
Med to OL-guldvindende navne som modstandere er Sara Slott selvsagt op mod skrap modstand i kampen om prisen, som er på 75.000 kr. Spændingen udløses den 7. januar ved den traditionsrige sportsgalla i Herning.
Hårdeste felt nogensinde?
”Jeg har været med omkring tildelingen af Årets Sportsnavn stort set siden begyndelsen, og jeg kan ikke huske et hårdere felt end det, som vi har i år. Det er altid svært at udvælge de nominerede til prisen i et OL-år, og med rekordmange OL-medaljer i Rio plus et hav af VM- og EM-medaljer, så har det bestemt ikke været nemmere i 2016. Det har været en svær øvelse at vælge fra,” siger Morten Mølholm, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og en del af priskomitéen.
”Pernille Blume og håndboldherrerne vinder OL-guld, mens Sara Slott Petersen med sin OL-sølvmedalje er den første danske kvinde nogensinde til at vinde en løbemedalje ved et OL plus hun vinder EM-guld samme år. De er derfor alle svære at forbigå i en nominering til Årets Sportsnavn 2016. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at især VM-titlen til badmintonherreholdet, Maja Alms tre VM-medaljer i orienteringsløb og de fem andre OL-sølvmedaljer alle var med til det sidste i kampen om nomineringerne til det, som jeg ubeskedent kalder årets fineste sportspris.”
Afgørelsen
Ansvaret for den endelige kåring er lagt i hænderne på en priskomité på syv personer bestående af kulturminister Bertel Haarder (V), DIF-formand Niels Nygaard, DIF-direktør Morten Mølholm, Team Danmark-formand Frank Jensen, Team Danmark-direktør Lone Hansen, samt chefredaktør Jacob Nybroe og sportsredaktør Troels Henriksen fra Jyllands-Posten.
Læs mere om Årets Sportsnavn 2016, hvor du selv kan stemme og deltage i en konkurrence.