Loading...

Kristian Holm Jensen i karrierens foreløbige højdepunkt. Foto: Thore-Erik Thoresen

NM Cross

Kristian Holm Jensen triumferer i Norge - og trækker juniordrengene frem til guld

12. november 2016 · Jeppe Weinreich

18-årige Kristian Holm Jensen overraskede stort, da han lørdag vandt guld ved NM Cross i juniorklassen. Med hans to holdkammerater ind på 5. og 6. pladsen blev det ligeledes til dansk holdguld.

20 cm sne var der faldet i Kristiansand før lørdagens NM Cross. Og med tøvejr på selve dagen var forholdene selvsagt ekstremt svære for deltagerne. Det lod de danske juniordrenge sig på ingen måde gå på af. Fra start stak Kristian Holm Jensen og Andreas Lindgreen fra deres konkurrenter og fik slået et hul. På den anden af de fire omgange måtte Lindgreen lade sig falde tilbage i feltet, mens Kristian Holm Jensen fortsatte i suveræn stil og vandt titlen med 11 sekunder ned til nr. 2. Lindgreen tog en fin 5. plads, mens Joachim W. Rosbo på 6. pladsen fik presset sig foran Norges tredjemand, således at holdguldet gik til Danmark på trods af pointlighed med de norske værter. En stor triumf – ikke mindst for Holm Jensen, der blot blev den anden danske guldvinder i klassen i mesterskabets historie (Jeppe Harboe vandt i 2011).

Kristian
Mens Andreas Lindgreen i baggrunden fortsat lå nr. 2. (DECA Text&Bild)

”Vi får hurtigt slået et hul og cruiser bare af sted. Med én runde tilbage kunne jeg godt se, at den var hjemme,” lyder det fra Holm Jensen, der fylder 19 i næste måned og for nylig skiftede fra Esbjerg AM til Aarhus 1900.

”I Esbjerg har jeg fået løbet en masse kilometer, men efter skiftet til en ny træningsgruppe i Aarhus er intervalturene primært foregået i bakker, så jeg følte mig hjemme i det terræn i dag.”

Stort løb af Mikkel Dahl-Jessen
En anden, som gjorde sig flot bemærket, var Mikkel Dahl-Jessen. AGF-løberen blev i seniorklassen bedste dansker på en 4. plads efter et stærkt løb. Det lignede i længere tid en bronzemedalje, men det var svært at overhale på ruten, og nordmanden Vedvik tog bronzen (foto nedenfor) efter landsmanden Ørjan Grønnevig og svenske David Nilsson. Peter Glans var lidt overraskende over et halvt minut efter Dahl-Jessen på 11. pladsen, mens Ole Hesselbjerg og Simon Jørn Hansen på 12. og 13. pladsen sikrede Danmark holdbronze.

Mikkel
(DECA Text&Bild)

Sølv til juniorpigerne
Juniorpigerne lagde ud kl. 10, og som de første på ruten havde de klart de sværeste forhold. En norsk trio kunne lidt overraskende tage de første tre pladser, men herefter var det næsten rent dansk. For andet år i træk kunne Louise Rode tage en flot 4. plads, mens Anna Mark Helwigh trods store problemer på det svære underlag fik kæmpet sig i mål lige efter. Helene Gottlieb fortsatte de fine takter fra Middelfart og sikrede med en 6. plads sølvmedaljen til holdet – efter guld de seneste to gange. Der er lagt op til revanche mod nordmændene ved EM Cross om en måned, hvor holdet forhåbentlig kan råde over Anna Emilie Møller.

Trio (1)
Holdsølv til (fv) Louise Rode, Anna Mark Helwigh og Helene Gottlieb. (DECA Text&Bild)

Hos de kvindelige seniorer placerede Sissel Møller sig som bedste dansker med en 8. plads. Med afbuddet fra Simone Glad var der egentlig ikke noget dansk hold, men med Spartas færøske Marna Egholm blev et dansk-færøsk hold placeret på 4. pladsen.    

Den danske trup til EM Cross i Chia (Sardinien) bliver udtaget i starten af næste uge.

NM Cross – Kristiansand 12. november 2016
Mænd
1. Ørjan Grønnevig NOR 29:43
2. David Nilsson SWE 29:57
3  Marius Vedvik NOR 30:13
4. Mikkel Dahl-Jessen DEN 30:15
11. Peter Glans DEN 30:57
12. Ole Hesselbjerg DEN 31:12
13. Simon Jørn Hansen DEN 31:16
17. Andreas Lommer DEN 31:27
22. Peter Gerner Ejersbo DEN 33:11
Hold
1. Norge 15
2. Sverige 32
3. Danmark 40

Kvinder
1. Charlotte Fougberg SWE 28:36
2. Camilla Richardsson FIN 29:10
3. Annemari Kiekara FIN 29:11
8. Sissel Møller DEN 29:57
11. Lea Reime DEN 30:05
14. Marna Egholm DEN/Færøerne 31:27
Hold
1. Sverige 10
2. Finland 18
3. Norge 22
4. Danmark/Færøerne 33

Junior M
1. Kristian Holm Jensen DEN 20:20
2. Stian Aarvik NOR 20:31
3. Simon H. Haugen NOR 20:44
5. Andreas Lindgreen DEN
6. Joachim W. Rosbo DEN 20:54
10. Mubarek Ibrahim DEN 21:28
12. Thor Bendix Madsen DEN 21:31
15. Alexander Seidler Nielsen DEN 23:14
Hold
1. Danmark 12
2. Norge 12
3. Sverige 23

Junior K
1. Christina Næss NOR 17:15
2. Stine Wangberg NOR 17:26
3. Mariann Roe NOR 17:31
4. Louise Rode DEN 17:33
5. Anna Mark Helwigh DEN 17:34
6. Helene Gottlieb DEN 17:36
9. Sophie Søefeldt DEN 17:56
10. Sif Bendix Madsen DEN 17:57
12. Louise Høj Jensen DEN 18:18
Hold
1. Norge 6
2. Danmark 15
3. Sverige 31
Alle resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund