Grundlæggeren af Runner's World og stifteren af mybestruns.com, Bob Anderson, overrakte torsdag eftermiddag certifikatet til CPH Half-arrangørerne, Dorte Vibjerg / Sparta og Henriette Leth Nielsen / DAF.
Amerikanerne vilde med CPH Half - DAF og Sparta modtog fornemt certifikat torsdag
25. november 2016 · Henriette Leth Nielsen
CPH Half er netop kommet i fint selskab sammen med verdens bedste løb og rangerer nu på My Best Runs top 100.
Torsdag eftermiddag havde Copenhagen Half Marathon fornøjelsen af at hilse på Bob Andersson, grundlæggeren af Runner's World og den Californien-baserede race ranking-side www.MyBestRun.com.
Bob Anderson overrakte et flot certifikat til løbsarrangør-duoen, Sparta og Dansk Atletik Forbund, fordi My Best Run's løbere har ranket #CPHHalf ind i top 100 over deres bedste personlige løbsoplevelse.
"Kombinationen af så flotte tider, herunder verdens 2. bedste tid i år og syv mand på under en time, og samtidig så høj tilfredshed blandt 22.000 motionsløbere er unik," fortalte Bob Anderson som en del af sin ros til Copenhagen Half Marathon - og begrundelse for certifikatet.
Bob Anderson har deltaget i og analyseret rigtig mange løb rundt i hele verden - og håber at deltage i CPH Half 2017.
Anderkendelsen betyder samtidig, at de amerikanske løbere begynder at få øjnene op for CPH Half, og det er vi rigtigt glade for.
Faktisk er USA allerede den 6. største deltagernation lige efter Norge og Tyskland.
Se omtale af Copenhagen Half Marathon på mybestruns.com her.
Copenhagen Half Marathon 2017 finder sted søndag 17. september - tilmelding åbner 1. december på cphhalf.dk