Loading...

Navne

Sara Slott vinder Kulturministeriets Idrætspris

05. december 2016 · Jeppe Weinreich

Den nyudnævnte kulturminister Mette Bock overrakte mandag Idrætsprisen 2016 til Sara Slott Petersen. Med prisen fulgte en check på 100.000 kr.

”Den her pris er nok den af alle, som jeg allerhelst vil vinde, fordi den netop hylder noget andet end bare det sportslige resultat, men også mennesket bag, og det indtryk, som man giver og som forhåbentlig inspirerer en masse unge mennesker.”

Sådan lød det fra Sara Slott Petersen, da hun mandag aften holdt sin takketale ved Kulturministeriets årlige idrætsreception. Forinden havde den danske OL-sølvvinder fået en stor check på 100.000 kr. overrakt af den nyudnævnte kulturminister Mette Bock. Og at valget af Sara Slott Petersen – blandt 12 andre kandidater, deriblandt Skole OL – var populært, vidnede lang og taktfast applaus om.

”Du har formået noget, som, jeg synes, er helt unikt: at kombinere eliteidræt med uddannelse og rollen som mor. Du er en meget stor inspiration og en fantastisk rollemodel. Stor tak til dig, siger hele Danmark og også jeg,” lød det i kulturministerens lange hyldesttale. - se den nedenfor:

To priser på tre år
Sara var allerede i fjor nomineret til prisen, og hun lagde i takketalen ikke skjul på, at hun allerede dengang havde håbet meget på at vinde. Nu blev anden gang så lykkens gang, og med valget er prisen på imponerende vis havnet i atletikkens verden to gange på tre år. I 2014 var det således DAFs formand Karsten Munkvad, der på vegne af organisationen bag VM Halvmaraton modtog en check på samme beløb af daværende minister, Marianne Jelved.

Ud over æren er den pæne sum penge selvsagt kærkommen.

”Det vil kunne løfte hele det her familieprojekt, hvis min familie også kunne komme med, når jeg er af sted i længere tid,” udtaler Sara, der ved nytårstid plejer at drage på en længere træningslejr i Sydafrika med Mikkel Larsens træningsgruppe. I år holdes den tradition ikke i hævd. I stedet drager selskabet til Florida.

© Copyright Dansk Atletik Forbund