Loading...

Alle deltagere skal en tur rundt om byens nye bibliotek DOKK1.

EMACS 2017

Halvmaratonrute tager deltagerne på sightseeing

07. december 2016 · Jeppe Weinreich

Arrangørerne bag næste sommers EM Masters (EMACS) i Aarhus har netop offentliggjort ruten til det imødesete halvmaratonløb. En flad og hurtig rute med appel til turister såvel som hurtige masters-løbere.

Hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, så er Aarhus til sommer vært for EM Masters (EMACS) i dagene 27. juli til den 6. august. På den sidste dag rundes mesterskaberne af med halvmaraton, og her er alle inviteret til at løbe med. Nu kan interesserede se, hvordan de 21,1 km er lagt ud i byen.

”Det er med stolthed, at vi i Aarhus 1900 nu kan offentliggøre ruten til 2017’s once-in-a-lifetime halvmaraton. Vi kan præsentere en ny og fantastisk smuk signatur-rute for Aarhus, der vel nok samtidig kan kaldes byens fladeste og hurtigste,” hedder det i en pressemeddelelse fra arrangørerne.

”I en event med så internationalt snit som EMACS 2017, med forventet tusindvis af internationale Masters-deltagere og besøgende i byen, har det ligget os meget på sinde at lave en rute, der appellerer til både de ældre konkurrenceløbere, såvel som turisterne. Og det synes vi selv, vi er lykkedes med.”

Mens byens årlige halvmaratonløb i juni - Aarhus City Half Marathon – har start og mål ved Rådhusparken, starter man ved EMACS foran Ceres Park og slutter af med 300 meter inde på selve stadion. Efter starten løber deltagerne via Ingerslev Boulevard og festlige Jægergårdsgade til DOKK1, videre gennem Midtbyens små, hyggelige gader, forbi Domkirken og videre til den smukke ud-hjem-strækning fra Langelinie til Den Permanente. Derefter via byens nostalgiske træskibshavn til det hypermoderne Aarhus Ø, og langs havnearealerne tilbage mod Tangkrogen, Marselisborg-kvarteret og Stadion Allé. - se ruten HER.

EMACS 2017 - hjemmeside


Bagom eventen

EMACS er EM i atletik for Masters, det vil sige atleter fra 35 år og op til 100 år! Et kæmpe stævne over 11 dage med 8.000 udenlandske deltagere og besøgende. På stævnets sidste dag skal europamestrene på halvmaraton i aldersklasser fra 35 til 99 år, kåres.

Og når byen bliver spærret af for de ældre superløbere, er det da oplagt: ALLE, unge som ældre, hurtige som mindre hurtige, klubløbere som hyggemotionister skal have mulighed for at være med til festen.

© Copyright Dansk Atletik Forbund