Loading...

Internationale mesterskaber

VM-krav foreligger nu

04. januar 2017 · Jeppe Weinreich

Inden den kommende sommers absolutte højdepunkt, VM i London, er der i juli måned VM-U18 i Nairobi. De danske udtagelseskriterier til begge mesterskaber foreligger nu.

I Moskva 2013 var der dansk deltagelse ved blot to atleter, mens tre klarede nåleøjet til Beijing 2015. Med otte deltagere ved OL i Rio kunne noget dog tyde på, at flere end tre kommer til sommerens VM i London (4.-13. august). De danske VM-krav blev kort før jul fastsat, og de lægger sig meget tæt op ad sidste års OL-krav.

Sara VM2015
EM-guld og OL-sølv har Sara Slott Petersen allerede i sin samling. Kan hun i London føje den VM-medalje til, der efter 4. pladsen her på fotoet lige akkurat glippede i 2015? (Iris Hensel)

Godt tre uger inden gælder det VM-U18 (tidl. Ungdoms-VM), som er lagt et så eksotisk sted som Nairobi. Det foregår i dagene 12.-16. juli, og udtagelseskriterierne er netop blevet offentliggjort.

Mesterskabet i Kenyas hovedstad bliver det 10. i rækken, men også det sidste. Ved det seneste Council Meeting i IAAF blev det nemlig besluttet ikke længere at afholde mesterskabet. Det skete ud fra den holdning, at et VM på så tidligt et alderstrin ikke er det mest hensigtsmæssige. I kontinentalt regi vil der dog stadig være mesterskabstilbud for de unge. Således blev det første EM-U18 som bekendt afholdt sidste sommer i Georgien. I 2018 foregår den 2. udgave i ungarske Gÿor, som også er vært for European Youth Olympic Festival (U17) i 2017.

Udtagelseskriterier kan findes HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund