Foto: Michael Hyllested
Peter Glans forsvarer sin titel i seværdig dyst
29. januar 2017 · Jeppe Weinreich
Abdi Hakin Ulad gjorde, hvad han kunne ved søndagens DM Kort Cross i Herlufsholm, men ryste den spurtstærke Peter Glans af sig formåede han ikke. Hos kvinderne var der den forventede sejr til Anna Emilie Møller, men sølvvinder Simone Glad viste i sin debut for Sparta, at hun er stærkt på vej tilbage.
Abdi Hakin Ulad gjorde, hvad han kunne ved søndagens DM Cross i Herlufsholm på den korte distance (4 km), men efter at have ført hele vejen måtte OL-løberen bøje sig for den spurtstærke Peter Glans (OA/OGF). Dermed kunne Glans forsvare sin titel, mens Abdi måtte erkende, at 4 km ganske enkelt er en tand for kort en distance til ham.
"Jeg taber til en mand, der er bedre på dagen. Han har sin force på den korte distance," lød det fra Abdi, som bevæger sig op i en mere foretrukken distance, når han om to uger stiller op ved de hollandske mesterskaber på 10 km landevej.
Peter Glans var selvsagt en glad mand efter triumfen, som gav ham karrierens anden DM-titel på seniorplan. Han måtte kæmpe hårdt for at hænge på Abdi, der som ventet forsøgte at stikke af fra start. Kun få hundrede meter var løbet, før top-3 viste sig. Kun Glans og Mikkel Dahl-Jessen (AGF) havde kræfterne til at hægte sig på Abdi. Efter 3 km måtte sidstnævnte slippe taget, mens Glans bed sig fast.
"Jeg vidste det ville blive meget svært, fordi Abdi er meget godt kørende. Det var godt, at jeg lige fik ham i spurten, men det var meget tæt. Han havde et lille hul hele vejen, og jeg lå lige på grænsen til at kunne følge med," fortalte Peter Glans efter løbet.
Mikkel Dahl-Jessen var netop hjemvendt fra højdetræningslejr i Sydafrika, og den 22-årige AGF-løber var glad for bronzemedaljen, selvom han holdt kontakt med de to forreste det meste af vejen.
"Det var bare to klasseløbere, jeg var oppe imod. Jeg løb min chance og er meget tilfreds med bronzen. Det lover godt for den kommende sæson. Jeg løber DM-inde, men vil også meget gerne med til VM Cross. Det primære er dog 1500 meter til sommer."
Mens Mikkel Dahl-Jessen endnu var med helt fremme.
Suveræne Anna
Hos kvinderne havde en anden OL-løber, forhåndsfavortiten Anna Emilie Møller (foto), ingen problemer med at sejre. Supertalentet fra Blovstrød stak af efter godt en kilometer og vandt med en margin på 11 sekunder ned til Simone Glad (Sparta), som gjorde et vellykket comeback efter en skadesperiode.
"Taktikken var bare at følge med i starten, se tempoet an. Efter den første kilometer havde jeg ikke tålmodighed mere, og rykkede så fra. Det var det rigtige tidspunkt," lød det fra Anna Emilie Møller, som næste weekend løber i Portugal, hvor hendes klub Blovstrød Løverne er med ved Europa Cup Cross for klubhold.
Glædeligt comeback til Glad
Simone Glads sølv var dagens sikreste medalje med hele 23 sekunder ned til Maria Larsen (KIF) på bronzepladsen. Den tidligere Odense- og AGF-løber starter nu for Sparta, hvor hun har fået Claus Hechmann som træner.
"Planen var på forhånd ikke at gå kold ved et for hurtigt udlæg, for det var en lidt glat og farlig rute," fortalte Glad, der sidste forår var i sit livs form. Siden ødelagde skader håbet om en god banesæson.
"Jeg pressede mig måske for meget for at nå et krav. Kroppen sagde fra. Siden har jeg holdt formen ved lige med styrketræning, en masse svømning og spinning. Nu er topformen ikke langt væk, og jeg håber da meget på at komme med til VM Cross."
Helwigh viste højt niveau
I ungdomsklasserne imponerede specielt 16-årige Anne Mark Helwigh (Sparta) med en suveræn sejr i 14:02 min. foran flere ældre konkurrenter. En tid, der ville have placeret hende højt hos seniorerne. Hos drengene viste Sebastian Stensvig, at Skive AM fortsat formår at fostre store løbetalenter. Stadig kun 17 år gammel vandt han U20-klassen i 12:46 min. Den ét år yngre William Devantier (Sparta) kom ind otte sekunder efter som vinder af U18-klassen. William såvel som Helwigh er med på Spartas to juniorhold, der repræsenterer dansk atletik ved Europa Cup Cross.
De to vindere af U20-løbet: Sebastian Stensvig og Anne Mark Helwigh.
Herlufsholm AGTM løftede den arrangementsmæssige side af sagen på flot vis. Der var køligt og tåget, men stemningen fejlede ikke noget, da landets bedste løbere satte hinanden stævne. Ruten var ganske flad, men med et glat, frosthårdt og ujævnt underlag var der nok af udfordringer.
DM Cross (kort distance) - Herlufsholm d. 29. januar
Mænd 4 km
1. Peter Glans, Odense Atletik 11:40 min.
2. Abdi Hakin Ulad, Hvidovre AM 11:44
3. Mikkel Dahl-Jessen, AGF 11:50
Kvinder 4 km
1. Anna Emilie Møller, Blovstrød 13:32 min.
2. Simone Glad, Sparta 13:43
3. Maria Larsen, KIF 14:06
Junior/ungdom
U20
M
1. Sebastian Stensvig, Skive AM 12:46
2. Malthe Nielsen, Sparta 12:56
3. Peter Christian Wildt, Odense Atl. 13:14
U18
1. William Devantier, Sparta 12:54
2. Anton Østdal, Bagsværd AC 12:59
3. Scott Steenberg, Ganløse Tri 13:27
U16
1. Anders Bang, Sparta 13:44
2. Gustav Mørch, Blovstrød 13:57
3. Jacob Koch-Hansen, Kolding KFUM 14:17
K
U20
1. Mia van Wagenen, Ballerup AK 14:29
2. Kirsten Wiborg Jensen, AGF 14:36
3. Clara Kall, Sparta 14:59
U18
1. Anne Mark Helwigh, Sparta 14:02
2. Sophie Søefeldt, Sparta 14:25
3. Anastacia Damm, Kolding KFUM 14:33
U16
1. Nikoline Høegh Ørum-Nielsen, Sparta 14:38
2. Marie Louise Jørgensen, Kolding KFUM 15.37
3. Sarah Glad, Sparta 15:46
Alle resultater
Se Michael Hyllesteds billeder HER