Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2017 > 02-01 DM Mangekamp optakt
Sandra Böll på vej mod sin første guldmedalje ved DM Mangekamp i august 2016. Søndag kan hun erobre titlen indendørs. (Michael Hyllested)
Sandra Böll jagter sin første indendørs-titel
01. februar 2017 · Jeppe Weinreich
Gigantium i Aalborg danner i weekenden for tredje år i træk ramme om DM Mangekamp inde. Hos kvinderne står Sandra Böll klar til at tage over efter den tidobbelte mester Tine Bach Ejlersen, mens Christian L. Nielsen er storfavorit til at forsvare titlen hos mændene.
DM Mangekamp og Tine Bach Ejlersen har været tæt forbundne de seneste mange sæsoner. 1900-atleten, der ved mesterskabet i 2013 satte den gældende danske rekord med 4072 point, nåede i alt at vinde ti titler indendørs, inden hun sidste år blev mor.
Nu står Sandra Böll (Sparta) så klar til at overtage Ejlersens dominerende position, når Gigantium denne weekend for tredje år i træk danner ramme om mesterskabet. Böll vandt sidste år titlen udendørs, og er nu favorit til at tage sin første guldmedalje inde. Og formen er fin. Ved sidste weekends Pallasspelen blev det således til tre personlige (indendørs-)rekorder. Nærmeste udfordrer er Mathilde Diekema (1900), der ligeledes har vist god form i år og bl.a. topper ranglisten i højdespring med 1.76 meter.
Anna Ø. Lange (Greve), der sidste år vandt U18-klassen i ny dansk ungdomsrekord, er rykket op i U20, men kan også vinde medalje i seniorkonkurrencen.
Storfavorit hos mændene
Christian L. Nielsen (1900) debuterede i fjor med guld i PR 5023 point. I mellemtiden har han arbejdet meget med sin svageste disciplin stangspring, og her kunne han sidste lørdag forbedre sig til 4.00 meter. Kun et kiks undervejs synes at kunne true hans titelforsvar i weekenden, hvor mesteren fra 2014, træningsmakkeren Sebastian Skejø, samt tre U22-atleter er modstanderne.
I U20-klassen kunne Sebastian Sund Frandsen fra arrangørklubben Aalborg AM sidste år vinde titlen. Det skete imidlertid i fraværet af Jonas Bjerremand (Vejle IF), som denne gang er klar til at tage kampen op.
Sebastian Sund Frandsen (tv) og Christian L. Nielsen - her ved DT 1. runde i 2016. (Lone Dybdal)
Der kæmpes også om DM i klasserne 14-15 og 16-17 år. I sidstnævnte finder man en anden stor favorit, nemlig Mads Lund (Sparta), som i sommer deltog ved EM-U18. Størst deltagelse har de 14-15 årige drenges klasse med 13 tilmeldte.
Lørdag gælder det ungdomsklasserne, mens kvindernes femkamp er henlagt til søndag. Mændenes syvkamp strækker sig over begge dage.
DM Mangekamp inde - Aalborg d. 4.-5. februar 2017
Arrangørernes hjemmeside
De seneste fem år mestre
2016 Christian L. Nielsen (1900) 5023p / Tine B. Ejlersen (1900) 3815p
2015 Massin A. Bouziad (Sparta) 5036p / Tine B. Ejlersen 3816p
2014 Sebastian Skejø (1900) 4314p /Tine B. Ejlersen 3977p
2013 Jens Agger (Vejle IF) 4888p /Tine B. Ejlersen 4072p DR
2012 Martin Grønne (Korsør AM) 3672p /Tine B. Ejlersen 3858p