Kristoffer Hari vinder det indledende heat i 6,69 sek. (Gunnlaugur Juliusson
Hari 60-meter-debuterer med et brag
04. februar 2017 · Jeppe Weinreich
Med 6,69 sek. klarede Kristoffer Hari lørdag i Reykjavik EM-kravet på 60 meter i allerførste forsøg. Festus Asante imponerede med 6,76 sek. på 2. pladsen, mens Mette Graversgaard ligeledes viste superform med sejre på 60 meter og 60 meter hæk i nye personlige rekorder.
Kristoffer Hari er klar til sit første internationale mesterskab på seniorplan. Det 19-årige supertalent klarede lørdag kravet til EM-inde med tiden 6,69 sek. på 60 meter. Det er blot 0,04 sek. fra den 18 år gamle danske rekord. Det skete i det indledende heat ved Reykjavik Games. I finalen sejrede Hvidovre-sprinteren i knap så hurtige 6,74 sek., mens klubkammeraten fra Hvidovre AM, Festus Asante, på 2. pladsen imponerede med 6,76 sek. - ganske tæt på EM-kravet (6,72s).
"Jeg havde ikke forventet at løbe så stærkt i dag - og så i første forsøg. Men det har kørt fint til træning på det seneste, så jeg vidste godt, at formen var god," lyder det fra Kristoffer Hari.
Ret så usædvanligt var der tale om Haris første løb på 60 meter nogensinde, eftersom han hidtil har afholdt sig fra at konkurrere indendørs. Det var samtidig hans første start siden den omdiskuterede 100-meter-finale ved DM i august, hvor han blev slået af førnævnte Asante.
"Efter DM var jeg meget skuffet, men jeg besluttede mig for at lægge det bag mig. I stedet valgte jeg at konkurrrere indendørs i år for at bevise, at jeg kunne mere."
De fire hurtigste danskere gennem tiden
6,65s Benjamin Hecht, Sparta 1999
6,69s Martin Krabbe, AK Holstebro 2010
6,69s Morten D. Madsen, Skive AM 2015
6,69s Kristoffer Hari, Hvidovre AM
Graversgaard vinder dobbelt
De to hurtige herrer var ikke alene om at løbe stærkt på Island. Således vandt Mette Graversgaard (1900) såvel 60 meter som 60 meter hæk i personlige rekorder 7,56 og 8,44 sek. Førstnævnte er blot 0,02 sek. fra Christina Schnohrs U23-rekord, mens tiden på hæk er en tangering af Anne Møllers tilsvarende rekord - og blot 0,02 sek. fra den 31 år gamle danske rekord.
Reykjavik Games d. 4. feb. 2017
Resultater