(arkivfoto: DECA Text&Bild)
Bubes sæsonstart blev en taktisk affære
02. juni 2017 · Jeppe Weinreich
Andreas Bube endte torsdag aften i Montreuil på en 6. plads i tiden 1:47,21 min.
Andreas Bubes form er god, men VM-kravet på 800 meter blev ikke klaret i første forsøg. Ved det internationale stævne torsdag aften i Montreuil (FRA) kom Bagsværd-løberen i mål som nr. 6 efter en massespurt i tiden 1:47,21 min.
VM-kravet lyder på 1:45,90, og i forhold til at skulle klare det gik første omgang for langsomt. Ingen i feltet følte trang til følge "haren", der rundede de første 400 meter på de bestilte 51 sekunder. Bube passerede de 400 meter liggende lidt nede i feltet i ca. 53,5 sek.
"Jeg havde håbet på et hurtigt løb i dag, men det udviklede sig taktisk. Der var en del slåskampe undervejs. Jeg skulle nok have været bedre til at omstille mig mentalt undervejs og have truffet nogle andre taktiske valg. Jeg følte mig o.k. indtil 700 meter, men herefter var der ikke så meget at skyde med," lød det fra Andreas Bube.
Næste stop: Diamond League
Tidligere på ugen fik den danske EM-sølvvinder en glædelig nyhed i form af en startplads i Diamond League-stævnet i Rom næste torsdag (8/6). Ikke siden 2012-sæsonen* har Bube - der fylder 30 i juli - været at finde i atletikkens fornemste stævneserie. Ved stævnet på Stadio Olimpico kommer også Sara Slott Petersen til start på 400 meter hæk, selvom øvelsen denne aften ikke giver point i Diamond League-kapløbet.
EA Classic Permit - Montreuil (FRA) 1. juni 2017
800 meter A-heat
1. Mostafa Smaili, Marokko 1:46,10
2. Antoine Gakeme, Burundi 1:46,22
3. Yassine Hathat, Algeriet 1:46,54
4. Kevin López, Spanien 1:47,00
6. Andreas Bube, DK-Bagsværd AC 1:47,21
Resultatliste
*med undtagelse af en start på 600 meter i Birmingham 2014