Loading...

En uge efter debut-tiden 25,22 sek. på 200 meter løb Ida Karstoft (th) i Göteborg i 25,26 sek. Her vandt Mathilde U. Kramer i ny PR 24,71 sek. (DECA Text&Bild)

Nordic Indoor Match - Tampere 2017

Fra fodbold- til atletiklandsholdet: Ida Karstoft udtaget

08. februar 2017 · Jeppe Weinreich

De sidste brikker i truppen til lørdagens landskamp er netop faldet på plads. Afbud fra Zarah Buchwald åbner på 200 meteren op for lyndebut til den tidligere Brøndby-spiller, Ida Karstoft.

Så sent som i januar 2015 optrådte hun for A-landsholdet i to venskabskampe. For nylig skiftede 21-årige Ida Karstoft så fodboldstøvlerne ud med pigsko - og nu skal hun til landskamp igen, denne gang som 200-meter-løber.

Det usædvanlige forløb blev en realitet, da Zarah Buchwald tirsdag måtte trække sig. Sara Slott Petersen havde på forhånd meldt afbud til landsholdet, og da Mette Graversgaard ved matchen er optaget af to andre discipliner, har sportschef Piotr Haczek udtaget debutanten, der sammen med Mathilde U. Kramer kommer til at udgøre den danske duo på distancen. 

Karstoft leverede for to uger siden i Malmö en forbløffende god debuttid på distancen med 25,22 sek. En tid, der for bare tre sæsoner siden ville have givet guld ved DM-inde. Niveauet i år er imidlertid det bedste nogensinde, og resultatet placerer hende derfor "kun" som nr. 5 på årets rangliste. Men efter blot halvanden måneds træning i Sparta...

Hurtigheden som spidskompetence
"I mine halvandet år i Brøndby var jeg meget skadet. Der var mange små ting, og desværre mistede jeg lidt motivationen," fortæller Ida, der er fra Lemvig, hvor hun fik sin fodboldopvækst. Turen gik herefter over Thisted og Team Viborg, inden hun i sommeren 2015 skrev kontrakt med Brøndby. Alle steder var hurtigheden den teknisk stærke højrebacks spidskompetence, og i 2014 blev hun af DBU nomineret som Årets Talent.

Karstoft12 år med fodbold, nu afløst af atletik med træning fem gange ugentlig under Michael Jørgensen i Sparta AM. Den rutinerede træner står også for den fysiske træning af Brøndbys stærke ynglinge- og juniorhold, og han spottede Karstoft, da hun som skadet spiller var nødsaget til at lave noget løbetræning for sig selv på sidelinjen.

"Michael opsøgte mig simpelthen. Jeg har altid vidst, at jeg var hurtig i forhold til mine medspillere, men jeg vidste ikke, at jeg også kunne begå mig blandt sprintere."

(foto: Ida Karstoft præsenteres i Brøndby IF i sommeren 2015. (© Brøndby IF))

Modstanden på lørdag i Tampere er nok en tand for skrap for den urutinerede sprinter - endnu. Og det ved hun godt.

"Jeg er selvfølgelig lidt nervøs, for jeg er jo helt ny. Atletikken er et helt andet miljø end det, jeg kender fra fodbold. Men det er spændende. Der er stor forskel i den daglige træning. Her er der et mere individuelt fokus på min udvikling, og det tiltaler mig meget."

Louise Laursen og Kennth Mertz kaldt ind

Udover Ida Karstoft som afløser for Zarah Buchwald på 200 meter, er der følgende tilføjelser til det først offentliggjorte hold

  • Louise Laursen (Sparta) - 3000 meter 
  • Kenneth Mertz (Sparta) - kuglestød
  • Ida Karstoft afløser også Zarah Buchwald på bruttoholdet til 4 x 300 meter. Her har islandske Þórdís Eva Steinsdóttir desuden meldt afbud.

© Copyright Dansk Atletik Forbund