Loading...

Benjamin Lobo Vedel - her ved Nordenkampen 2017 - er på 400 meter en af mesterskabets største favoritter. (DECA Text&Bild)

DM-inde - Skive 18.-19. februar

Jubilæums-DM byder på flot program

17. februar 2017 · Jeppe Weinreich

Publikum ved weekendens DM-inde i Skive må undvære Janick Klausen og Stina Troest, men med Sara Slott Petersen og fire andre EM-kvalificerede til start er der garant for atletik på højeste niveau. Og ikke mindst er der flere tætte opgør i vente.

DM-inde - Skive d. 18.-19. februar 2017

 

Trods de nærmest uundgåelige afbud i ugen op til et DM tegner der sig et flot program for den kommende weekend i Skive. For lige at tage de dårlige nyheder først, så bliver højdespringskonkurrencen desværre uden personen på stævneplakaten, Janick Klausen. 1900-atleten slog sin hæl uheldigt på et forsøg på 2.30 meter i sæsonens første konkurrence. Umiddelbart ikke noget alvorligt, men det har taget længere tid end forventet at blive smerterne helt kvit, og med EM som det helt store mål indebærer en start ved DM en unødvendig risiko.


"Nu handler det bare om at blive klar til EM," udtaler Klausen til Aarhus Stiftstidende - og han melder selvsikkert ud: "Hvis jeg på dagen ikke kan mærke noget, og min mangel på tekniktræning ikke betyder så meget, så er EM-finalen en selvfølge."

I fjor var det klubkammeraten Jonas Kløjgård, som var sat ud af spillet. Nu er han så storfavorit til at tage den titel, som han - i Klausens fravær - vandt i 2014 og 2015.


Sygdom tvinger Troest til afbud
Fredag indløb der desværre også afbud fra Stina Troest (Amager AC) på 800 meteren. Da Troest onsdag i Irland klarede EM-kravet, skete det med en begyndende influenza i kroppen.

"Hun har en meget slem hoste lige nu, så vi vælger at satse på EM og så håbe, at det er væk til den tid," lyder det fra Jørgen Troest.

Afbuddet åbner dog op for spænding på distancen, hvor der er en bred skare af unge talenter på niveauet under Stina Troest. Med to stærke norske løbere tilmeldt, kan kampen om én af de seks finalepladser godt gå hen og blive dramatisk.

Martinsen kommer til Skive i superform
Bortset fra Troest og Klausen skulle de fem andre EM-kvalificerede navne være klar til mesterskaberne. Andreas Martinsen (1900) bekræftede torsdag aften i Polen sit høje niveau på 60 meter hæk med en 4. plads i 7,79 sek. efter 7,77 sek. i indledende. Dermed har han siden lørdag præsteret tre af karrierens ni hurtigste tider. Selvom DM-finalen (søndag kl 16.25) bliver ren opvisning fra hans side, kunne hans hal- og mesterskabsrekord på 7,79 sek. måske blive slået. Søndag er han interessant nok også med på 60 meter uden hække.

Graversgaard i to tætte dyster inden for en time
Stævnets største profil Sara Slott Petersen (1900) har startet sæsonen flot og sat sæsonbedste på 400 meter to gange inden for fem dage. Umiddelbart tegner hendes start på 200 meter dog mest interessant, da hun her kan se frem til at blive presset af træningsmakker Mette Graversgaard. I fjor resulterede det i en dansk rekord på 23,87 sek. - og med begge løbere i topform kunne der godt være noget stort på vej igen. Og dét i en øvelse, hvor top-10 p.t. holder det højeste niveau nogensinde.

Sara 400 flad
Sara Slott Petersen på vej mod en sikker sejr på 400 meter. (Gunner Sørensen)

En time forinden har Mette Graversgaard løbet finale på 60 meter hæk, og her er hendes duel mod Mathilde Heltbech (Helsingør IF) en af weekendens mest imødesete. De to har begge løbet 8,44 sek. denne vinter, og chancen for en dansk rekord (8,42s) er selvsagt til stede. Mathilde U. Kramer (FIF) - der sidste år overraskende vandt sølv - ligner en farlig outsider i sin første start på hækken denne vinter.

Kan Benjamin forbedre Ekelunds arena-rekord?
Mændenes 200 meter er uden de største profiler, da Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) bare to uger før EM har valgt kun at stille op på 400 meter. Nick Ekelund-Arenanders halrekord på 47,01 sek. er bestemt også i fare. Den danske rekordholder - som har vundet otte individuelle titler i Skive - er også med, men grundet en baglårsskade har han ikke fået noteret en tid i år, og som useedet løber han derfor ikke i Vedels heat. Skaden er han nu kvit, fortæller træner Christian Trajkovski, der dog samtidig understreger, at man endnu ikke skal forvente at se Nick på hans tidligere topniveau.

Bube i en klasse for sig
Andreas Bube (Bagsværd AC) er søndag meterskabernes måske største favorit, når han stiller op på 800 meter. Fra at være topatlet på fuldtid, er han det nu kun på deltid, og det virker til at være et fint skifte; i hvert fald har han løbet overbevisende i vinterens første to starter. Nick R. Jensen (Sparta) er favorit til sølv og vil være opsat på at slå Christian Clausen (KIF), der uventet kunne besejre ham i deres seneste opgør ved DT-finalen. Dén duel kan godt blive seværdig. - se indslag med Bube på DR Sporten

bube
Bube på vej mod titlen i 2016. (Gunner Sørensen)

Hari vs. Asante
Endelig er der de to 60-meter-finaler. Efter at jyske sprintere er løbet med titlen de seneste mange år - først Holstebros Martin Krabbe fra 2005-2013 (det sidste år dog i KIF-trøjen) og de seneste tre gange ved Morten D. Madsen (Skive AM) - tyder meget på, at guldet går til Hvidovre AM. Men til hvem? Kristoffer Hari er EM-kvalificeret med 6,69 sek. og som sådan favorit, men Festus Asante - der startede karrieren i Skive - er med 6,76 sek. blot 0,04 sek. fra EM-kravet og en farlig konkurrent. Krabbe og Madsen deler i øvrigt hal-rekorden med 6,71 sek.

Kvindernes 60 meter ser ligeledes spændende ud. Kampen om at vinde medalje er i år klart den hårdeste af de gange, Skive har været vært for DM. Mathilde U. Kramer (FIF) har præsteret de hurtigste tider herhjemme i mere end 15 år, og bag hende er der flere stærke navne, ikke mindst Mette Graversgaard (1900), der med 7,56 sek. i år bare er 0,04 sek. efter. Svenske Erica Jarder sidder på hal-rekorden med 7,53 sek., og også her kan en ny rekord ikke udelukkes.

Kramer
Mathilde U. Kramer (tv) sejrer i 2016. Til højre for hende de to andre medaljeaspiranter, Mette Graversgaard og Louise Østergård. (Gunner Sørensen)

Afbud fra Peder P. Nielsen kan give titlen til hans træner

Mændenes trespring er desværre også ramt af afbud. Først fra den forsvarende mester, færingen Torur Mortensen (1900), senest fra favoritten Peder P. Nielsen (Sparta), der blev skadet ved et springstævne i Aarhus for to uger siden.

"Det går fremad, men desværre ikke i et tempo, der gør at jeg når at blive klar. Så vi har valgt at lukke ned for indendørssæsonen og fokusere på at få en god og lang sæson udendørs," lyder det fra Peder, der med "vi" sigter til sin træner, som nu kan hente titlen.

Trods sine 39 år har Anders Møller (Sparta) ikke glemt at springe. Ved DT-finalen i september nåede han således ud på 15.04 meter, og det er faktisk længere end hans konkurrent Dennis Mägi (1900) nogensinde har sprunget. Mägi var kun 4 år gammel, da Møller i 1999 tog sin første af foreløbig ti tresprings-titler ved DM-inde, men nu ser de ud til at nærme sig de samme længder.

Mændenes felt på 3000 meter tegner også spændende. Om Peter Glans (OA/OGF) kan klare skiftet fra terræn til de indendørs baner, ligner han en favorit, men der er en række stærke konkurrenter med: Spartas Ole Hesselbjerg og Andreas Lindgreen samt Mikkel Dahl-Jessen (AGF) med flere. 

Trine Mulbjerg 7769 DECA Baerum2015ashx
Trine Mulbjerg ved Nordenkampen 2015. (DECA Text&Bild)

Mulbjerg - den mest vindende
Bortset fra et knebent nederlag på 2cm tilbage i 2010, er Trine Mulbjerg (Sparta) ubesejret i Spar Nord Arena. Hun kan dermed tage sin niende indendørs titel, og med 16.32 meter ved landskampen viste hun for nylig, at hun er tæt på topformen.

Mest vindende overhovedet er dog 34-årige Morten Jensen (Sparta), der i 2014 vandt den indendørs titel i længdespring for 11. gang siden 2001. Favoritværdigheden i år ligger dog hos Benjamin Gabrielsen (Sparta), der ved 2015 satte sin gældende inde-PR med 7.70 meter.

© Copyright Dansk Atletik Forbund