Benjamin Lobo Vedel vinder 400 meter i 46,83 sek. Ifølge IAAF's scoringstabel var det weekendens bedste resultat (1118 point). Lige efter følger Kristoffer Haris 6,65s og Andreas Martinsens 7,78s på hhv. 60 meter og 60 meter hæk - begge svarer til 1111 point. (Lone Dybdal)
Danske topnavne er højt placeret i Europa
20. februar 2017 · Jeppe Weinreich
Efter weekendens mange nationale mesterskaber i Europa er de internationale ranglister blevet ført ajour. De viser, at de danske topnavne ved det kommende EM-inde bestemt ikke hører til i den bløde mellemvare.
0,04 sek. er relativt meget på en 60 meter. Det var den forbedring af den personlige rekord, som Kristoffer Hari i søndagens finale præsterede med vindertiden 6,65 sekunder. Den lille brøkdel af et sekund betyder nemlig 12. pladsers forskel på den europæiske rangliste. Her røg den 19-årige Hvidovre-sprinter op på en placering som 14.-18.
Indendørssæsonen er som bekendt relativt kort for eliten, så ranglisterne danner først nu et nogenlunde reelt billede af det internationale niveau. Der var nemlig nationale mesterskaber i de fleste europæiske lande i weekenden, og ranglisterne er netop blevet ført ajour. Billedet viser, at de bedste danske navne er godt med i Europa, hvilket selvsagt er interessant i forhold til EM om mindre end to uger. Desværre er der fortsat usikkerhed om, hvor vidt Janick Klausen bliver klar til at konkurrere.
På den officielle europarangliste er de p.t. spærrede russiske atleter ikke talt med. Her placerer de danske topnavne sig således:
7-10. Janick Klausen - højdespring SB 2.26m
9. Andreas Bube - 800 meter PR 1:47,19min
14. Sara Slott Petersen - 400 meter SB 52,87s
14-18. Kristoffer Hari - 60 meter PR 6,65s
17-18. Benjamin L. Vedel - 400 meter PR 46,78s
17-19. Andreas Martinsen - 60m hæk SB 7,71s
18. Stina Troest - 800 meter PR 2:02,74min* (*over-size bane)
20-23. Andreas Trajkovski - Længdespring 7.80m
29. Trine Mulbjerg - Kuglestød 16.59m
Rensede ranglister
Eftersom hver nation til EM kun kan stille med tre atleter i hver disciplin, taler man om "rensede" ranglister, hvor hvert land kun er repræsenteret med de tre navne. Det giver specielt på 60 meter et andet billede, eftersom Storbritannien her har hele ti sprintere, der har løbet 6,65 sek. eller hurtigere denne vinter.
7-10. Janick Klausen
8-11. Kristoffer Hari
9. Andreas Bube
12-14. Andreas Martinsen
13. Sara Slott Petersen
16-17. Benjamin L. Vedel
18. Stina Troest
18-21. Andreas Trajkovski
24. Trine Mulbjerg
Qualifying list
Endelig findes der de såkaldte "qualifying lists", hvor kun tre fra hvert land ligeledes er med, men hvor resultater fra sidste indendørssæson er regnet med. Her ligger Andreas Bube og Sara Slott bedst placeret på en 13. plads. Se listen HER.
Andreas Trajkovski og Trine Mulbjerg har endnu ikke opfyldt det danske EM-krav. Fristen udløb i dag, men eftersom den internationale deadline først er på søndag, satser de på at klare det i denne uge. I så fald skal de håbe på et evt. wild-card fra dansk side. - se de danske udtagelseskriterier HER
Efter planen springer Trajkovski ved South East Conference Ch. i Nashville natten til lørdag dansk tid, mens det forlyder, at Mulbjerg evt. får mulighed for at støde uden for konkurrence ved DMU i Skive.
Sidste test før EM
Fredag aften i Madrid vil Andreas Bube og Benjamin L. Vedel forsøge at forbedre deres seedning til EM. Startlisterne til stævnet er endnu ikke tilgængelige, men den polske europamester på 800 meter, Adam Kszczot (POL), såvel som den stærke dominikanske 400-meter-løber, Luguelin Santos, er meldt til start.