Loading...

Fra DM Lang Cross i 2014. (Michael Hyllested)

Cross Nationals (DM Lang Cross)

FrontRunner sætter fokus på Cross Nationals i Fredericia

24. februar 2017 · Jeppe Weinreich

Kom og lyt med "live", når podcasten FrontRunner d. 4. marts flytter studiet til Fredericia. Optagelsen begynder umiddelbart efter afviklingen af DM/Cross Nationals. Det er gratis at deltage, men der er kun plads til 50 personer - så du skal være hurtigt ude.

Først lader deltagerne benene tale - derpå skal der snakkes om Cross. Lørdag d. 4. marts er Fredericia vært for 4. runde af Cross Nationals, som for eliteløberne er den vigtigste runde. Det er nemlig her, at Kongepokalen skal overrækkes vinderen af DM Lang Cross. Når det er sket, får 50 heldige personer en unik mulighed for at opleve en liveoptagelse af løbe-radioprogrammet FrontRunner.

Den såkaldte podcast har eliteløberen Henrik Them som entusiastisk vært, og dagens tema bliver naturligvis Cross i alle dets facetter - og ikke mindst den netop afviklede DM-dyst.
Flere profiler fra dagens løb kommer ind i studiet til en snak om dagens oplevelser på den forventet meget hårde crossrute. Desuden vil både det kommende VM Cross i Uganda og i særdeleshed det danske VM-værtskab i Aarhus i 2019 blive grundigt analyseret af inviterede eksperter.

Liveoptagelsen er gratis at overvære og finder sted fra kl 14.30 i klubhuset (Fredericia LK) i umiddelbar nærhed af mål- og startområdet. Seancen forventes at vare en times tid, og Dansk Atletik Forbund vil være vært med sandwich og vand.

Vær hurtigt ude - begrænsede pladser..
Der er maksimalt plads til 50 deltagere. Bindende tilmelding efter først-til-mølle princippet er derfor nødvendigt. Skriv til janni@dansk-atletik.dk senest mandag d. 27. februar 2017.

Cross Nationals 4. marts 2017 - sidste tilmelding mandag d. 27. februar!
Danmarks bedste crossløber skal kåres lørdag d. 4. marts i Fredericia i forbindelse med Cross Nationals 4. runde. Her er DM Cross på den lange distance (mænd 10km & kvinder 8km) nemlig indlagt. Vinderen hos mændene modtager den historiske Kongepokal, som siden 1905 - uden afbrydelser - er blevet tildelt den danske mester.

Den festlige dag starter allerede med Børne Cross kl. 10.30, mens motionsløberne tager over efter eliten kl. 13.45 med Mad Cows Race (6km).

Søndag bliver der et gensyn med eliteløberne, når klubberne kæmper ved DM Cross Stafet samme sted, men på en kortere rute.

TILMELDING OG MERE INFO - KLIK HER

Program
Lørdag d. 4. marts
Kl. 09.30: Boder åbner og nummerudlevering starter
Kl. 10.30: Børne Cross (til og med 12 år), Cow Race 2 km
Kl. 11.00: Præmieoverrækkelse børn

Cross Nationals DM lang cross
Kl. 11.30: Elite Kvinder, piger samt Masters M60+ (8km)
Kl. 12.30: Elite mænd, drenge (10km)
Kl. 13.30: Præmieoverrækkelse DM

Kl. 13.45: Madsby Cow Race Motions cross 6 km
Kl. 14.45: Præmieoverrækkelse

Søndag d. 5. marts
Cross Nationals DM kort cross stafet
Kl. 11.30: Hold 3x4km stafet
Kl. 12.30: Præmieoverrækkelse og kåring af samlede vinder af Cross Nationals 16-17.

© Copyright Dansk Atletik Forbund