Kom til Live Podcast med Henrik Them i samtale med Peter Glans og Niels Kim Hjorth på lørdag kl. 14.30 i Fredericia
01. marts 2017 · Henriette Leth Nielsen
Kom og lyt med live når nogle af Danmarks mest entusiastiske løbeeksperter taler om crossløb lørdag 4. marts, hvor podcasten FrontRunner flytter studiet til Fredericia i forbindelse med Cross Nationals / DM Lang Cross.
I studiet hos Henrik Them kan du blandt andet møde Peter Glans og Niels Kim Hjorth, som lige nu er blandt de mest toneangivende personer i dansk crossløb.
Kom og hør de to profiler tale om dagens overståede 10 km cross, forhåbninger til de kommende VM cross løb, og om hvorfor du bliver en bedre løber af at løbe cross.
Det er gratis at deltage i optagelse, som dog maksimalt har plads til 50 tilskuere. Tilmelding senest torsdag 2. marts til janni@dansk-atletik.dk
PETER GLANS er en af Danmarks bedste crossløbere og vandt tidligere på året DM på den korte distance og er naturligvis blandt favoritterne på lørdagens lange distance. Han må også regnes som en kandidat til det hold, som Danmark om få uger sender til VM cross i Uganda, samt til truppen som i marts 2019 skal deltage ved VM på hjemmebane i Aarhus.
Peter Glans løber til daglig for Odense Atletik-OGF, hvor en rigtig spændende træningsgruppe er begyndt at slå til på den nationale løbescene. Senest med tre mand i top 4 ved forrige weekends 3000 meter ved DM Inde. Optagelsen begynder umiddelbart efter afviklingen af DM/Cross Nationals. Det er gratis at deltage, men der er kun plads til 50 personer - så du skal være hurtigt ude.
Læs mere om Peter Glans' resultater HER.
NIELS KIM HJORTH er bestyrelsesmedlem i Dansk Atletik Forbund og holdleder på de danske crosslandshold til nordiske, europæiske og verdensmesterskaber. Niels Kim har med en 14. plads opnået den bedste danske VM cross placering nogensinde, og han er i kraft af sin egen store erfaring og sit brændende engagement en stærk inspiration og sparringspartner for de danske håbefulde løbere.
Læs mere om Niels Kim Hjorth HER.