Andreas Bube krydser målstregen efter Adam Kszczot. (DECA Text&Bild)
Bube topper formidabelt EM med sølv
05. marts 2017 · Jeppe Weinreich
Et mindeværdigt EM-inde fik den perfekte afslutning søndag med Bubes sølvmedalje.
BEOGRAD - Et historisk godt inde-EM for dansk atletik fik den perfekte afslutning, da Andreas Bube søndag eftermiddag løb sig til sølv på 800 meter. Det skete efter et taktisk klogt løb, hvor danskeren med 400 meter igen rykkede i front
"Løbet former sig lige, som jeg kunne ønske mig det. Jeg laver ikke de samme små fejl som i semifinalen, men træffer en resolut beslutning og går frem, så de andre ikke kan tage mig i forkøbet, når spurten bliver sat ind."
Kun den forsvarende mester, polakken Adam Kszczot, formåede at gå forbi Bube på den sidste omgang, hvor den danske sølvmedalje aldrig rigtigt kom i fare. - se løbet HER
Tilbage på 2012-niveau
Den 29-årige løber fra Bagsværd AC fik sit gennembrud ved det udendørs EM i 2012, hvor han ligeledes vandt sølv. Fem år skulle der gå, før at han igen kom på præmieskamlen ved et stort mesterskab. Selv tror Bube på, at der er mere i ham, selvom han fylder 30 til juli.
"Nu er jeg endelig tilbage på mit 2012-niveau og jeg ser frem til at forbedre mine udendørs tider. Denne sølvmedalje vil sikkert også gøre det lettere for mig at få start ved de største stævner."
EM-inde har været afholdt siden 1970, og dagens medalje var den sjette til dansk atletik, men den første i en løbedisciplin.
Kirsebærret på toppen
Med Stina Troests 5. plads på kvindernes 800 meter lige forinden (se løbet HER) blev Beograd 2017 det hidtil bedste for dansk atletik. Inden da var det Paris 2011, hvor det blev til tre finalepladser - heraf én bronze. Nu hedder facit en sølvmedalje og i alt fire finalepladser.
Fra det tætte opgør på kvindernes 800 meter. Schweizeren Büchel sejrer med én hundrededel af et sekund foran briten Oskan-Clarke. (DECA Text&Bild)
Dansk atletiks trods alt største navn, Sara Slott Petersen, blev med sin 8. plads på 400 meter således overgået af fire holdkammerater.
"Vi har haft det helt rigtige mindset under dette EM. Alle er gået ud og har præsteret. Bubes sølvmedalje var kirsebærret på toppen af kagen," lyder det fra Piotr Haczek, sportschef i DAF siden januar 2015.
Danske medaljer ved EM-inde
2017 SØLV Andreas Bube - 800 meter
2011 BRONZE Morten Jensen - længdespring
2007 BRONZE Joachim B. Olsen - kuglestød
2005 GULD Joachim B. Olsen - kuglestød
2002 SØLV Joachim B. Olsen - kuglestød
1996 GULD Renata P. Nielsen - længdespring