Loading...

Andreas Lommer og Jesper Faurschou løber ind som nr. 4 og 5 ved DM Cross. Begge er nu udtaget til VM om tre uger. (Lone Dybdal)

VM Cross (Kampala 26. marts)

Seks løbere udtaget til VM Cross i Uganda

06. marts 2017 · Jeppe Weinreich

De to nykårede mestre i cross er begge med i den trup, som i dag er blevet udtaget.

Simone Glad og Peter Glans kunne lørdag glæde sig over flotte sejre ved DM Lang Cross i Fredericia. Nu har de igen grund til at glæde sig: De to er nemlig sammen med fire andre løbere udtaget til VM Cross, som afvikles i Kampala, Uganda d. 26. marts.

Simone får på kvindesiden selskab af Anna Emilie Møller, der har døjet med nogle mindre skader og for at spare sig til VM derfor ikke deltog ved DM.

Hos herrerne er der fire danske navne på plads. Ud over Glans er det nr. 3, 4 og 5 fra DM, Mikkel Dahl-Jessen, Andreas Lommer samt rutinerede Jesper Faurschou.

Faurschou har deltaget ved VM Cross en enkelt gang før - i Edinburgh i 2008, mens Simone Glad var med ved det seneste i Kina for to år siden. De fire andre er alle VM-debutanter.

VM Cross logo


Den danske trup til VM Cross i Kampala, Uganda d. 26. marts
Mænd
Peter Glans, Odense Atletik
Mikkel Dahl-Jessen, AGF
Andreas Lommer, Odense Atletik
Jesper Faurschou, Herning LK

Kvinder
Simone Glad, Sparta
Anna Emilie Møller, Blovstrød Løverne

Holdledere
Niels Kim Hjorth & Kersti Jakobsen

IAAF's VM-side

© Copyright Dansk Atletik Forbund