Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2017 > 03-21 VM Masters 1-3. dag
Inge Faldager øverst på podiet (Mastersatletik.dk)
Inge Faldager vinder VM-guld i suveræn stil
21. marts 2017 · Jeppe Weinreich
Dansk atletik har tre deltagere med ved VM-inde for masters, der afvikles i Daegu, Sydkorea. Efter de første tre konkurrencedage er det blevet til en guld og en bronze.
De første tre af i alt syv konkurrencedage ved VM-inde i Daegu er afsluttet. Tirsdag kunne Knud Høyer snuppe en bronzemedalje i kuglestød (70+) med 10.94 meter. Det skete dagen efter, at Knuds bedre halvdel, Inge Faldager, med 36.51 meter havde vundet hammerkast (65+) med en sejrsmargin på mere end 14 meter.
Selvom det er et indendørs VM, er alle kastediscipliner på programmet, så Inge og Knud har fortsat tre discipliner tilbage - mon ikke der er mere metal i vente?
Det kunne også være tilfældet for Rene Pedersens vedkommende. Tirsdag vandt Odense-løberen nemlig sit indledende 800 meter heat (55+) i den hurtigste tid af alle. Finalen løbes natten til onsdag dansk tid.
Flemming Orneborg (75+) var også tilmeldt VM, men har måttet melde afbud.
VM-inde Masters - Daegu, Sydkorea 19.-25. marts 2017
Efter de første tre dage:
Inge Faldager - GULD hammerkast (65+) 36.51 meter
Knud Høyer - BRONZE kuglestød (70+) 10.94 meter
Rene Pedersen - indl. 800 meter (55+) 2:16,51 min. (hurtigste tid af alle deltagere)