Loading...

Sara Slott vinder Aarhus Nordic Challenge 2016 foran ukraineren Hannah Titimets. (Lone Dybdal)

Mark|On Aarhus Nordic Challenge

Sara Slott melder sig klar til Aarhus Nordic

23. marts 2017 · Jeppe Weinreich

Fredag d. 2. juni er der for tredje år i træk internationalt stævne på Ceres Park. Det sker med Aarhus Nordic Challenge, der med ny navnesponsor igen kan byde på topatletik med de lokale stjerne i hovedrollerne.

MarkOn Aarhus Nordic Challenge hedder det internationale atletikstævne, som afvikles i Aarhus d. 2. juni. Sponsornavnet er nyt, men ellers lægges der op til samme opskrift som de foregående to år, nemlig et stævne bygget op omkring Aarhus 1900's store profiler.

MarkOn Aarhus Nordic

I fjor vandt Sara Slott Petersen 400 meter hæk i ny stadionrekord 55,13 sek., bare to uger inden EM-triumfen i Amsterdam. Dansk atletiks største navn har nu meldt sig klar til årets stævne, som - måske - bliver hendes sæsonåbning på europæisk grund.

Det ligger fast, at hun får sin USA-debut ved Diamond League-stævnet Prefontaine Classic i Eugene, Oregon d. 27. maj.

"Jeg vil helst også gerne have et løb inden Diamond League, men hvis det ikke lykkes at finde et passende stævne, bliver Aarhus min europæiske sæsonåbning," lyder det fra Sara, der ser frem til at konkurrere på Ceres Park, hvor den daglige træning foregår.

"De seneste to år har Aarhus Nordic Challenge været med til at give mig en god start på sæsonen. Det håber jeg på at kunne gentage her i 2017. Det er altid noget særligt at konkurrere foran hjemmepublikum.”

Martinsen og Klausen jagter VM-krav
Stævnet er for andet år i træk del af serien Europe Athlétisme Promotion (EAP), og blandt topdisciplinerne - udover kvindernes 400 meter hæk - er 110 meter hæk med finalisten fra EM-inde, Andreas Martinsen, der for at komme til VM i London skal presse sin dansk rekord ned til mindst 13,48 sek. Måske bliver det i Aarhus?

Dansk rekord i højdespring kræves der også af Janick Klausen, om han vil til London, og med den anden stærke 1900-højdepringer, Jonas Kløjgård, er der tegning til en flot konkurrence.

”Danmark har netop oplevet det mest succesfulde indendørs EM i atletik nogensinde, og vi håber derfor at kunne ride med på den medgangsbølge, dansk atletik p.t. oplever. Og med MarkOn’s bidrag, har vi sikret et stærkt fundament for, at vi kan udvikle stævnet yderligere i international retning,” lyder det fra Mikkel Larsen, der udover at være træner for førnævnte hækkeløbere også er stævnechef.

Københavns store internationale stævne, Copenhagen Athletics Games, har termin tirsdag d. 20. juni.

 

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund