(arkivfoto: DECA Text&Bild)
Abdi bedste europæer i Venlo
26. marts 2017 · Jeppe Weinreich
Abdi Hakin Ulad kom søndag ind på en fin 11. plads ved Venloop Half Marathon i Holland. Med 63:30 min. var han godt et minut fra den personlige rekord.
Abdi Hakin Ulad fik søndag i Holland en udmærket sæsonåbning på landevejen. Ved Venlo Half Marathon kæmpede Hvidovre-løberen sig ind på en 11. plads i 63:30 min. - efter ni kenyanere og én etiopier, men fire sekunder foran sin svenske rival David Nilsson.
Tiden var ikke helt så hurtig som håbet, og det var i nogen grad de to harers skyld.
"Det var et mærkeligt løb. De løb ikke det tempo, vi havde aftalt, og jeg brugte en masse energi på at få sat det op. Lige før 10 km kom modvinden så, og herefter gik det bare langsommere," fortæller Abdi.
De første 5 km rundede gruppen i 14:46. Tempoet faldt herefter noget med 29:43 min. på de første 10 km og 30:22 min. på den anden 10 km.
"Det var nærmest et sololøb for mig, og det var egentlig mig, der pacede de andre. Men hvis jeg skal være tilfreds med noget i dag, så er det, at løbet trods alt viste, at formen er der."
Lørdag kommer Abdi i aktion igen, når der er DM 10 km landevej i Middelfart.
Godt 7500 løbere deltog i Venlo, og helt fremme var der et tæt opgør mellem tre kenyanere, der kom ind inden for to sekunder - med Meshack Koech som vinder i 60:19 min.
Også hos kvinderne var der kenyansk sejr. Naom Jebet vandt her i 70:02 min. I 40+ klassen var der såmænd dansk sejr ved Sarah Erbs Ledet (Blovstrød*) i personlig rekord 1:22,34 time.
Weir Venlo Marathon (NED) 26. marts 2017
Mænd
1. Meshack Koech KEN 60:19 min.
2. Jorum Okombo KEN 60:20
3. Albert Kangogo KEN 60:21
11. Abdi Hakin Ulad DK-Hvidovre AM 63:30 SB
Kvinder
1. Naob Jebet KEN 1:10,02 time
13. Sarah Erbs Ledet DK-Blovstrød Løverne 1:22,34 time PR (vinder 40+)
Resultater
*Sarah Erbs har siden nytår løbet for Blovstrød Løverne og derfor ikke længere - som det først fremgik - for Degnemoseløberen.
Foto: David Nilsson blev slået af Abdi, men svenskeren satte med 63:34 min. en stor PR. (Bizz-sport)