Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2017 > 03-26 VM Cross Country 2017
Varmt verdensmesterskab i Uganda søndag eftermiddag
26. marts 2017 · Henriette Leth Nielsen
Der var masser af intensitet, drama og spændende opgør, da VM i Cross Country i dag blev afviklet i Kampala, Uganda. I øvrigt første gang, at et IAAF mesterskab fandt sted i det østafrikanske land, men 5. gang VM i Cross blev afviklet i Afrika.
Danmark stillede med fire herrer og to kvinder til start på de fem runder à 2 km, og Danmark var dermed et af ganske få europæiske lande, som var stærkest repræsenteret.
På forhånd var der tvivl om, hvor hård banen ville være. I den afsluttende træning lørdag havde den været våd og tung, men i dag havde en bagende sol sørget for at gøre den både hurtig og krævende med nogle spændende konstruerede udfordringer indlagt.
Kvindernes løb:
På forhånd var der lagt op til et rent kenyansk opgør, med den etiopiske OL 5’er på 5.000 m Senbere Teferi, som en svag outsider.
Fra startskuddet lød, var der dog ikke meget tvivl om, at det ville blive en af de bedre dage for Kenya. I et hæsblæsende tempo, blev der hurtigt skabt en voldsom udskilning, og allerede halvvejs i løbet, var Kenya solidt placeret i front med alle seks løbere.
Med ca. to omgange (ca. 4 km) til mål, begyndte der at tegne sig et klart bilelde af, at det skulle blive et opgør mellem Irene Chepet Cheptai, Alice Aprot Nawowuna og Lilian Kasait Rengeruk, mens forhåndsfavoritten Agnes Tirop måtte slippe fronten.
Cheptai viste sig til sidst som den stærkeste, og kunne dermed skifte 7.-pladsen fra 2015 ud med en guldmedalje foran Nawowuna. Og selvsagt var der selvfølgelig holdguld til Kenya, da de endte på alle de seks første pladser.
De to danske deltagere var Anna Emilie Møller og Simone Glad. Begge lagde kontrolleret ud, men kunne på de første par runder løbe placeringer op en efter en. Anna løb på anden til fjerde omgang frem og tilbage oppe som ca. 6. bedste europæer, og så generelt stærkt løbende ud. Ud på fjerede omgang begyndte hun dog gradvist at lide mere og mere i den kvælende varme, og måtte på sidste omgang sande, at 10 km cross i den afrikanske eftermiddagssol, kan være en hård omgang. Anna ender som nummer 70 af de 96 gennemførende løbere.
Simone ender 5 pladser længere tilbage i et generelt veldisponeret løb.
Se video med holdleder for det danske cross-hold, Niels Kim Hjorth, hvor han fortæller om Anna Emilie Møller og Simone Glads præstationer HER.
Mændenes løb:
Hos mændene var der også store kenyanske forhåbninger på forhånd til dels den forsvarende mester Geoffrey Kamworor og dels den nybagte kenyanske mester Leonard Barsoton. Dermed ikke sagt, at det ville blive nemt, da både hjemmebanefavoritterne fra Uganda, men også Etiopien, Eritrea og USA stillede med yderst stærke kort på hånden.
Havde man set en hurtig start hos kvinderne, så ville mændene bestemt ikke holde sig tilbage, så allerede efter første forhindring efter ca. 500 m så man begyndende spredning. Alle favoritlandende var massivt repræsenteret i front, hvor føringen skiftede de første to runder. Derefter tog hjemmebanehåbet Joshua Cheptegei fronten, og pressede tempoet op i et niveau, hvor ingen kunne være med.
Da klokken lød til sidste omgang, var han over 10 sek. foran den forsvarende mester, og yderligere næste 10 sek. foran Barsoton. Men, intet VM i cross uden en dramatisk historie! I denne udgave, var det generelt varmen og de deraf følgende kollaps, som var hovedhistorien udover selve løbene, men på sidste omgang af mændenes løb, skulle man se dramatik, som man sent vil glemme.
Ca. en km før målstregen gik Cheptegei helt og aldeles kold, og der var tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne holde sig på benene indtil målstregen. Selv ikke i det farverige hjemmebanesving med tusindevise af vilde hjemmebanefans 500 m før målstregen, kunne han mønstre kræfter til at holde pacet oppe, og adskillige konkurrencer fløj forbi ham.
I mål var det dermed endnu en Kenyasejr, da Kamworor forsvarede sin titel, i et løb, hvor han mere eller mindre løb fejlfrit taktisk og teknisk. To’er blev den kenyanske mesters Barsoton, og bronzen gik til Ethiopiens Abadi Hadis.
For nuværende foreligger den endelige resultatliste ikke på de danske deltagere, men bedst af de fire drenge var Peter Glans, der allerede på første runde trak fra de øvrige danskere. Derefter fulgte Andreas Lommer, Jesper Fauerschou samt Mikkel Dahl-Jessen.
Se video med holdleder for det danske cross-hold, Niels Kim Hjorth, hvor han fortæller om Anna Emilie Møller og Simone Glads præstationer HER.