Sara Slott Petersen ved Diamond League stævnet i Paris 2015. (Jiro Mochizuki)
30 år søndag: Sara Slott Petersen
08. april 2017 · Jeppe Weinreich
Dansk atletiks største navn fylder søndag rundt. Dagen byder dog ikke på den store festivitas. På selve dagen rejser hun nemlig til Tyrkiet, hvor en tre uger lang træningslejr venter.
Med fødselsdag 9. april har Sara Slott Petersen de seneste år fejret sin fødselsdag i udlandet. Det er nemlig lige omkring den tid, hvor dansk atletiks elite rejser sydpå for at komme foråret i møde og få noget rigtig træning i benene inden sommerens sæsonhøjdepunkter. Selvom det er en rund fødselsdag i år, ændrer Sara ikke på rejseplanerne; der er afgang til Tyrkiet på selve dagen. Man er vel professionel atlet.
"Jeg har ikke rigtig noget forhold til det. Det er ikke nogen speciel dag for mig. Jeg er efterhånden vant til, at jeg ikke er hjemme på det tidspunkt," lyder det fra Sara, der dog ikke kommer til at være alene på dagen. En stor træningsgruppe fra Aarhus 1900 med bl.a. Andreas Martinsen og Mette Graversgaard er med, ligesom at også Aalborg har atleter med, bl.a. Benjamin Lobo Vedel.
Efter gennembruddet i 2015 og drømmesæsonen 2016 er Saras kommende sæson imødeset med stor interesse. Kan hun holde sidste sæsons niveau, er hun selvsagt medaljekandidat ved VM i London til august. Den forgangne vintersæson indikerede ikke, at 2017 ikke skulle blive lige så godt; således manglede hun ved EM-inde bare 0,27 sek. i at forbedre sin egen danske rekord på den indendørs 400 meter.
Hvordan bedømmer du din form lige nu i forhold til sidste år?
"Det er svært at sige, for der er mange parametre. Men jeg blevet markant stærkere fysisk, så jeg tror, at det går den rigtige vej."
Selvom hun efterhånden har konkurreret over det meste af verden, har hun endnu sin første start i USA til gode. Men den 27. maj kan hun også sætte flueben ved dét land. Her er det nemlig planen at løbe i Diamond League-stævnet Prefontaine Classic i Eugene, Oregon. Og det kan blive lidt af en barsk sæsonstart. Feltet ligner allerede nu nærmest en OL-finale.
"Jeg håber stadig at finde et enkelt stævne inden Eugene, men lykkes det ikke, så må jeg bare tage det som det er. Amerikanerne er jo som regel længere fremme så tidligt på sæsonen, så det kan godt være, at flere slår mig klart. Men jeg tager det roligt. Det handler stadig om at toppe i London til august," lyder det fra Sara.