Loading...

(screen shot)

DM Lang Trail

Peter Bech sejrer ved DM Trail

30. april 2017 · Jeppe Weinreich

Den alsidige Peter Bech var hurtigst af alle, da DM Trail (60 km) lørdag blev afviklet i Julsø på en flot og krævende rute. Hos kvinderne kunne Kristina Schou Madsen efter sølv de seneste to år endelig slutte øverst på præmieskamlen.

Med afbud fra de to seneste års mester, Jesper Noer, skulle der lørdag i Julsø findes en ny dansk mester i Trail på den lange distance (60 km). Det tog knap fire og en halv time, så kunne Peter Bech (tidl. AGF nu Silkeborg OK) som den første krydse målstregen og lade sig kåre som dansk mester.

Bech, der rundede de 40 i oktober sidste år, satte dermed en tyk streg under, at han er en usædvanlig alsidig atlet. CV'et tæller bl.a. flere DM-titler i duathlon, en karriere som elite MBT-kører og i atletiksammenhæng deltagelse ved VM Halvmaraton og EM Maraton i hhv. 2012 og 2014.

Christian Nørfelt (Blovstrød) vandt for andet år i træk sølv, mens David Stoltenberg (Silkeborg OK) tog bronze hhv. 3:42 og 8:55 min. efter Bech.


Som skabt til trail
Julsø ved Silkeborg er nærmest skabt til trail med smuk, kuperet natur og stor variation i underlaget undervejs. Selvom det lørdag holdt tørt, havde den megen nedbør i dagene op til gjort ruten godt mudret. Det var køligt for publikum, men perfekte forhold for løberne.

Hos kvinderne kunne Kristina Schou Madsen (Kolding Motion) efter sølv i 2015 og 2016 endelig slutte øverst på skamlen efter et flot løb, hvor hun med sluttiden 5.16,20 timer var næsten 20 minutter hurtigere end sin nærmeste kvindelige konkurrent, Mette Busch fra Blovstrød Løverne.

VM-bruttotrup på ni løbere 
Koordinator for trailløb herhjemme, Søren Rasmussen (Viborg AM), kunne på 9. pladsen med glæde konstatere, at konkurrencen i toppen er blevet klart bedre de seneste år.

"Sporten blomstrer, og den trækker flere og dygtigere løbere til. DM-feltet i år var stærkere end de to foregående tilsammen, som jeg lige bedømmer det. Det kan dog godt spille ind, at det foregik på Bornholm de to seneste år. Men det glæder mig, at det vokser og bliver større, og vore bedste løbere hæver deres niveau med et par procenter for hvert år," lyder det fra Søren Rasmussen, som efterfølgende udtog en bruttotrup på ni løbere til VM Trail, der foregår i Toscana den 10. juni på en 50 km lang rute.


DM Lang Trail - Julsø d. 29. april 2017

Mænd
1. Peter Bech, Silkeborg OK 4:26,03 timer
2. Christian Nørfelt, Blovstrød 4:29,45
3. David Stoltenberg, Silkeborg OK 4:34,58
51 til start - tre udgik

Kvinder
1. Kristiana Schou Madsen, Kolding Motion 5:16,20 timer
2. Mette Busch, Blovstød Løverne 5:34,28
3. Annette Corydon, SMT-Silkeborg 5:36,16
14 til start - alle gennemførte
Alle resultater


Bruttotrup til VM Trail - Badia Prataglia (ITA) d. 10. juni:

Mænd
Peter Bech, Silkeborg OK
Christian Nørfelt, Blovstrød
David Stoltenberg, Silkeborg OK
Simon Grimstrup, Silkeborg OK
Peter Arnoldsen, Silkeborg OK
Kvinder
Kristiana Schou Madsen, Kolding Motion
Mette Busch, Blovstrød Løverne
Laura Hulgaard, VIKING
Dorte Dahl, Blovstrød Løverne

© Copyright Dansk Atletik Forbund