arkivfoto: Robert Black
Trajkovski sætter af til ny sæson med 7.65m
30. april 2017 · Jeppe Weinreich
Problemer med anklen har udsat Andreas Trajkovskis sæsondebut. Natten til lørdag i Louisiana var det så endelig tid, og her kunne længdespringeren notere sig for 7.65 meter.
Efter en fin og stabil indendørssæson havde Andreas Trajkovski håbet at kunne følge op med lange spring i det tidlige forår. Dén plan gik ikke helt som håbet. Ankelproblemer udsatte nemlig sæsondebuten, og først natten til lørdag kom han i gang med 7.65 meter ved SEC Relays i Baton Rouge, Louisiana.
"Jeg har haft problemerne siden det sidste stævne indendørs og har slet ikke kunnet springe. Først tirsdag havde jeg mit første spring-pas. Ellers har den kun stået på sprinttræning. Min træner vil ikke risikere noget, så derfor blev første konkurrence udsat til i nat," fortæller Trajkovski, der fortsat har sit hyr med at ramme planken. De 7.65 meter (PR 7.87inde/7.82ude) blev således opnået i et spring, hvor han slet ikke ramte planken.
Efter det tredje forsøg mærkede han lidt krampe i baglåret og valgte at trække sig.
"Det er en lille krampe, så jeg skal nok blive klar til om to uger. Den gode nyhed er, at jeg intet mærkede til anklen."
Starten om to uger gælder mesterskabet i den conference (South East Conference), som hans universitet Arkansas Razorbacks kæmper i. Det foregår i Columbia, South Carolina d. 11.-13. maj. En lang weekend, hvor også flere af de andre USA-baserede danskere kommer i aktion i deres respektive kredse.
Uheldig sæsondebut for Böll
Fredag til lørdag gjaldt det i Firenze det traditionsrige mangekamps-stævne Multistars, hvor dansk atletik var repræsenteret ved Sandra Böll (Sparta) og Mathilde Diekema (1900). Det blev for førstnævnte en særdeles uheldig start. Böll styrtede nemlig i dagens første øvelse, 100 meter hæk, og selv om hun fik kæmpet sig i mål, måtte hun trække sig fra resten af syvkampen grundet en øm skulder. Ifølge træner Michael Jørgensen skulle skulderen heldigvis ikke været blevet beskadiget.
Mathilde Diekema fik med 15,85 sek. på hækken en fin start. Trods en modvind på 2,2 m/s var der tale om hendes næstbedste tid nogensinde. Med undtagelse af længdespring - hvor hun med 5.47 meter (+3,6) var over PR - lå hun i de andre øvelser et lille stykke fra sit bedste. Diekema sluttede dog af med heatsejr på 800 meter i 2:18,56 min.og endte på en 21. plads med 4983 point - 129 point fra den score, hun lavede ved sidste års stævne.
SEC Relays - Baton Rouge, Louisiana 29. april
Længdespring M
1. Damar Forbes, USA 8.17 meter
4. Andreas Trajkovski, DK-Sparta 7.65 meter
(7.65m (1,1) - 7.49m - X - 6.16m - P- P)
Resultatliste
Multistars (IAAF Combined Events Tour) - Firenze 28.-29. april
Syvkamp K
1. Aguilar Everis, Colombia 6228 point
21. Mathilde Diekema, DK-Aarhus 1900 4983 point
DNF Sandra Böll, DK-Sparta
35 til start, 10 udgik
Resultatliste