Loading...

Benjamin Lobo Vedel sejrer suverænt ved Nordenkampen 2017. (DECA Text&Bild)

Navne

Benjamins fremtid på plads: 4 år i Florida

01. maj 2017 · Jeppe Weinreich

EM-fireren har fået fuldt scholarship på University of Florida, hvor han de kommende år skal studere og konkurrere på universitetsholdet "Florida Gators".

Når Aalborg i weekenden 2.-3. september er vært for Store DM, bliver det uden lokalfavoritten Benjamin Lobo Vedel på plakaten. Et par uger forinden ankommer EM-fireren på 400 meter nemlig til Gainesville, Florida, hvor første kapitel af et nyt liv som college-atlet vil blive skrevet. Den stadig kun 19-årige Benjamin, som i juni måned bliver student fra Aalborg Katedralskole, har nemlig skrevet under på en 4-årig kontakt med University of Florida, hvis sportshold er kendt som "Florida Gators".

Med aftalen står det klart, at det spændende talent flyver fra reden i Aalborg, hvor han siden 13-års alderen har imponeret alt og alle med sine sprinttider. Og for første gang skal han træne under en anden person end Erik Barslev, nemlig cheftræner for Gators, Mike Holloway.

"Erik ville selvfølgelig gerne have fortsat med at træne mig, men han har også forståelse for, at jeg søger noget, som er større end Aalborg. At jeg vil prøve noget nyt, selvom det lige nu går godt. Som han siger til mig: Det, som er bedst for dig, er dét, som du selv synes er bedst! Men jeg håber da, at vi fremover kan have en form for samarbejde, når jeg om sommeren er hjemme i Europa," fortæller Benjamin, der fagligt har valgt at studere computer science/engineering.

GatorsSelvom atletik er en stor sport hos Florida Gators, så er universitetets football-hold noget helt særligt. Op mod 90.000 tilskuere er der plads til på Ben Hill Griffin Stadium, når alligatorerne spiller.


Frit valg på øverste hylde

Ikke lang tid efter succesen ved EM-inde tog han med sin far til USA for at besøge to af de mange universiteter, som gerne ville have danskeren med på holdet. Allerede inden hans guldmedalje ved EM-U20 i 2015 har scouts haft ham i kikkertsigtet, og med den sensationelle 4. plads ved EM-inde i marts er interessen selvsagt ikke blevet mindre. Der har således været frit valg på øverste hylde - og det endte med Florida frem for Texas AM i Austin.

"Begge steder var de ekstremt seriøse, men i Texas måske for seriøse. I hvert fald tiltalte Florida mig bedst, miljøet var mere afslappet. Begge steder er der varmt, men kystklimaet i Florida er mere behageligt," lyder det fra Benjamin, der altså fremover kan se frem til at træne udendørs hele året rundt. Enhver sprinters drøm.

"De startede med at vise mig en mappe med en personlig plan for mig de næste fire år. I første omgang skal der arbejdes mere med kortsprint. De mener, at jeg har mere fart i mig."

Hans kommende træningsgruppe er spækket med talent. Dertil kommer, at flere af universitets tidligere topnavne, nu professionelle, ofte træner med. Det gælder bl.a. Kerron Clement, som sidste sommer vandt guld i Rio på 400 meter hæk.

Sæsondebut rykket 12 dage
Inden Benjamin får hilst på sine nye træningskolleger, gælder det den forestående sæson. For nylig vendte han hjem fra en længere træningslejr i Tyrkiet.

"De første fem dage gik ekstremt godt, men så pådrog jeg desværre en lille forstrækning i baglåret. Det kostede en lille træningspause, men nu kører det godt igen."

Uheldet betyder, at sæsondebuten ikke som planlagt bliver ved DT 1. runde i Odense den 21. maj. Den rykkes i stedet til Aarhus Nordic Challenge d. 2. juni.

Sæsonens store mål er fremdeles EM-U23 i Bydgoszcz (POL) i dagene 13.-16. juli. Skulle det lykkes på vejen dertil at kvalificere sig til VM i London (45,50 sek.), tager han selvsagt dén oplevelse med. At han i givet fald vil ankomme til Florida nogle dage for sent, gør ikke noget. Her venter de gerne på holdets nye spændende navn.


Note: Et andet stort sprinttalent, Simon Hansen (Aarhus 1900), underskrev tidligere på året en 4-årig kontrakt med University of Maryland i Washington DC.

© Copyright Dansk Atletik Forbund