Tina Andersen sætter nordisk rekord i 6-dages-løb: 740,5 km
11. maj 2017 · Jeppe Weinreich
Ved World Trophy 6day Race i Ungarn formåede 40-årige Tina Andersen at tilbagelægge, hvad der svarer til 17½ maratonløb på bare seks døgn.
Hvis den 40-årige ultraløber Tina Andersen var udmattet, da hun onsdag middag stoppede op ved World Trophy 6day Race i Ungarn, var det forståeligt. Den utrættelige kvinde fra Fjerritslev Tri-Klub havde da i løbet af seks døgn (144 timer) tilbagelagt ikke mindre end 740,5 km. Det er ny nordisk rekord og rakte til en 2. plads hos kvinderne i det internationale felt. Kun ni mænd nåede at løbe længere end Tina Andersen, der omregnet formåede at gennemføre 17½ maratonløb. De 740,5 km er samtidig ny verdensrekord i masters-klassen over 40 år.
Rundstrækningen ved den store Balatonsø målte 927 meter, og dermed blev det i alt til 799 omgange. Undervejs nøjedes hun med ca. 1 times søvn om dagen.
Den usædvanlige kvinde - der i 2012 gennemgik et kemoterapiforløb - arbejder til daglig som 1. styrmand i Nordsøen for rederiet Esvagt. Her har hun en vagtplan, der veksler med én måned til havs og én måned hjemme på land. Træningen ombord på skibet foregår på løbebånd og op ad skibets trapper.
EMU 6 Day Race - Ungarn d. 4.-10. maj
Kvinder
1. Silke Gielen, Tyskland 782,236 km
2. Tina Andersen, Danmark 740,529 km - Nordisk rekord + Verdensrekord i 40+ klassen
3. Kristina Paltén, Sverige 667,31 km
Resultatliste