(foto: Sparta AM)
Nye løbsrekorder i vente på søndag?
18. maj 2017 · Jeppe Weinreich
Med en ambition om at opnå Bronze Label af IAAF har arrangørerne bag søndagens Copenhagen Marathon opgraderet elitefeltet. Håbet er at få nye løbsrekorder hos både mænd og kvinder.
Når den 38. udgave af Telenor Copenhagen Marathon skydes i gang søndag den 21. maj på Islands Brygge, sker det med et stærkt elitefelt. Så stærkt, at der er en realistisk mulighed for en ny løbsrekord hos begge køn.
"Der er potentielt fem løbere, som kan løbe under 2.14.16, der i øjeblikket er løbsrekord, mens der hos kvinderne er to, som kan løbe under de 2.30.51, der er løbsrekord for kvinder. Det kræver selvfølgelig, at det hele flasker sig, og at de møder op i topform, men ruten er til det, og løberne har tidligere vist, at de har niveauet," udtaler sportschef i Sparta AM, Henrik Paulsen, i en pressemeddelelse.
Det stærke elitefelt er også et resultat af, at Telenor Copenhagen Marathon satser på at få tildelt et såkaldt Bronze Label af det Internationale Atletik Forbund (IAAF). Derfor har Henrik Paulsen, som står for at få eliteløberne til Telenor Copenhagen Marathon, især haft fokus rettet mod Kenya og Etiopien i jagten på hurtige løbere.
"Der er ingen tvivl om, at hvis vi får nye rekorder på søndag, så bliver det af løbere fra enten Etiopien eller Kenya. Selv om vi endnu ikke kan lokke de helt store verdensstjerner til, så har de næstbedste fra disse lande stadig et imponerende niveau, og jeg er godt tilfreds med de eliteløbere, som stiller til start på søndag, da det på papiret er det stærkeste elitefeltet nogensinde til Telenor Copenhagen Marathon," siger han.
Eftersom løbet ikke har status af DM i år (det afvikles i Odense d. 1. oktober), er flere af de bedste danske maratonnavne ikke med. I fjor var de to NBRO-løbere Jacob Wæver Larsen og Maria Sig Møller hurtigste danskere med hhv. 2:33,04 og 2:45,59 timer.
Løberne kommer gennem en helt ny rute. I marts kunne arrangørerne således offentliggøre, at den for første gang kommer til at gå ind gennem Frederiksberg. Her vil den flagsmykkede Frederiksberg Allé blive et af de store højdepunkter, som man har set det ved VM Halvmarathon og CPH Half.
I alt forventes 12.000 løbere at stå bag startstregen, når starten går kl. 9.30 på Islands Brygge.
Telenor Copenhagen Marathon - søndag d. 21. maj