Loading...

Med tre sejre i sidste års Kvalmatch var Andreas Bube stærkt medvirkende til Bagsværds oprykning. (M. Hyllested)

Danmarksturneringen

Store profiler til start ved søndagens DT

19. maj 2017 · Jeppe Weinreich

Andreas Bube, Abdi Ulad og Andreas Martinsen er tre af de helt store profiler til start, når den indledende runde i Elitedivisionen afvikles søndag i Odense.

Oprykkerne fra Bagsværd AC får det forventeligt svært ved søndagens indledende runde i Elitedivisionen. Men ét stærkt kort har de dog på hånden, nemlig EM-sølvvinderen Andreas Bube, som i Odense åbner sæsonen på favoritdistancen 800 meter samt 1500 meter. På sidstnævnte distance figurerer såmænd også Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM), der dagen før har løbet NM på 10000 meter!

Aarhus 1900's herrer stiller med et stærkt hold. På 110 meter hæk skal Andreas Martinsen forsøge at følge op på den fine sæsondebut forleden, mens han interessant nok også står til at skulle løbe 200 meter. Hos kvinderne har klubben bl.a. Mette Graversgaard med på 100 og 200 meter.

Sparta - der samme dag er dybt involveret i afviklingen af Copenhagen Marathon - stiller med bl.a. den danske rekordholder Nicolai Hartling, som dermed får sin sæsondebut på 400 meter hæk.

Arrangørklubben Odense Atletik har Emil Mikkelsen med i diskoskast. Han ankommer direkte fra det store kastertræf i tyske Halle, hvor flere andre danske kastere deltager.

Konkurrencerne på Odense Atletikstadion indledes kl. 12.00. Startliste/resultater.


Elitedivisionen indl. runde - Odense d. 21. maj 2017

Mænd
Sparta
Aarhus 1900
Odense Atletik
Aalborg AM
Hvidovre AM
Københavns IF
Skive AM
Bagsværd AC (oprykker)

Kvinder
Sparta
Aarhus 1900
Københavns IF
Aalborg AM
Odense Atletik
Hvidovre AM
Amager AC
Bagsværd AC (oprykker*)


De seks bedste hold går videre til DT-finalen i september, mens nr. 7 og 8 samme weekend skal ud i en Kvalmatch med de bedste hold fra 1. division.

*Har overtaget den ledige plads fra Aabenraa IG, som selv valgte at rykke ned i 1. division.

© Copyright Dansk Atletik Forbund