En glad Ole Hesselbjerg efter det flotte løb.
Hesselbjerg knækker VM-kravet i første forsøg
19. maj 2017 · Jeppe Weinreich
Med den hurtigste danske tid i 30 år - 8:27,89 min. - klarede Ole Hesselbjerg natten til fredag VM-kravet på 3000 meter forhindring.
I fjor blev det til EM-finale og OL-deltagelse. I år kommer Ole Hesselbjerg med al sandsynlighed til VM i London. Natten til lørdag i Los Angeles klemte Sparta-løberen sig nemlig under VM-kravet (8:30,00) på 3000 meter forhindring med flotte 8:27,89 min. Det er ny personlig rekord og den hurtigste tid af en dansker, siden Flemming Jensen i 1987 satte den gældende danske rekord med 8:23,56 min.
"Ole sluttede af med en fantastisk sidste omgang på 62,3 sek. - den hurtigste af alle i feltet," fortæller hans træner Heidi Jensen.
Hesselbjergs superløb rakte til en 2. plads ved USATF Distance Classic. Usædvanligt nok var det sæsonens første løb for den 27-årige Sparta-løber, der var ankommet til Los Angeles direkte fra en måned lang højdetræningslejr i Flagstaff, Arizona.
USATF Distance Classic - Los Angeles d. 18. maj 2017