Loading...

Sara i OL-finalen. (Jiro Mochizuko)

Optakt - weekendens starter i udlandet

Et vanvittigt stærkt heat venter Sara

25. maj 2017 · Jeppe Weinreich

Lørdagen byder ikke kun på Sara Slotts USA-debut i et vanvittigt stærkt heat. Andre steder er flere danske topnavne til start. Her får du et overblik...

Det bliver alt andet end en rolig sæsonstart, når Sara Slott Petersen lørdag løber Diamond League i Eugene, Oregon. Kvindernes heat på 400 meter hæk er om muligt endnu stærkere besat end OL-finalen. De tre medaljevindere fra Rio (Mohammad, Petersen, Spencer) er nemlig med, mens guld- og sølvvinderen fra VM 2015 (Hejnová, Little) ligeledes stiller til start. Læg dertil nr. 1 og 2 (Moline, Carter) på årets rangliste samt OL-7'eren (Russell)!

400hæk

"Ja, jeg kunne godt have tænkt mig en lidt mere rolig start, men det var ganske enkelt ikke muligt at finde et godt stævne i Europa inden. Heldigvis er der flere andre, som også først åbner sæsonen lørdag," siger Sara med henvisning til bl.a. OL-guldvinder Dalilah Mohammad og verdensmester Zuzana Hejnová.

Det i amerikansk sammenhæng legendariske Hayward Field Stadium i Eugene kommer til at danne ramme om VM i 2021. Om Sara til den tid skulle være stoppet, får hun altså nu muligheden for at løbe der i det, som også bliver hendes debut i USA. Startskuddet lyder kl. 13.03 lokal tid, hvilket vil sige 22.03 dansk tid. (TV3 Sport2 & NRK2 sender live 22.00-24.00) - startliste/resultater

Dansk deltagelse ved Regionals i vest og øst
Inden Saras USA-debut skal Andreas Trajkovski (Sparta) og Jakob Dybdal Abrahamsen (1900) forsøge at kvalificere sig til den store NCAA-finale, der netop finder sted på førnævnte Hayward Field d. 7.-10. juni. Det sker ved Regionals torsdag til lørdag, som foregår i hhv. Austin, Texas (West) og Lexington, Kentucky (East). Hvert sted skal de bedste 48 atleter i hver region kæmpe om en placering i top-12, som giver adgang til den store finale.

Kristian Uldjberg Hansen (Aalborg AM) og Josephine Thestrup (Sparta), som har base i hhv. New Mexico og Indiana, klarede lige akkurat ikke cut'et på 800 og 1500 meter.

For Andreas Trajkovski bliver der tale om en midnatsforestilling. Konkurrencen er nemlig programsat til torsdag 23.30 (fredag 6.30 dansk tid). Forberedelsen har desværre ikke været god for længdespringeren, der siden marts har døjet med betændelse i anklen, som har forhindret springtræning.

"Det er ikke den bedste forberedelse, men det er der ikke noget at gøre ved," lyder det fra Andreas, der skal springe helt op til sit bedste for at gå videre til finalen.

"Feltet er noget af det stærkeste, jeg har været i nogensinde. 7.75-7.80 meter skal der måske til for at komme videre, men det tænker jeg ikke så meget over. Målet er at komme i top-12." - startliste/resultater

Dybdal tror på finaleplads
Jakob Dybdal Abrahamsen blev i fjor en flot nr. 11 i NCAA-finalen på 3000 meter forhindring efter at have løbet 8.34,11 min. i det indledende heat. I år har han ikke præsteret tider på samme niveau, men formen skulle være bedre, end resultaterne indikerer. På hjemmebanen i Kentucky løber han i det sidste af tre heat. De tre bedste i hvert heat plus de tre bedste tider giver adgang til finalen i næste måned. Klarer han det? "Ja, jeg gør!" lyder det korte svar fra den 22-årige 1900-løber, som er i gang med sin tredje sæson i USA. Starten går kl. 3 natten til lørdag dansk tid. - startliste/resultater

Stort dansk opbud i Flandern
Et stort opbud af atleter er med ved lørdagens stævne IFAM Outdoor i Oordegem (BEL). Stina Troest (Amager AC) åbner her sæsonen på 400 meter hæk, hvor hun bl.a. møder den schweiziske EM-bronzevinder Léa Sprunger.

Egentlig skulle Sparta have kæmpet i Europa Cup for klubhold denne weekend. Grundet utilfredshed med matchens afvikling i Tyrkiet er den blevet aflyst. I stedet tager flere Sparta-atleter nu turen til Oordegem; Nicolai Hartling på 400 meter hæk, Benjamin Gabrielsen i længdespring og Ole Hesselbjerg på 5000 meter er nogle af dem. På sidstnævnte distance er Thijs Nijhuis (Viborg AM) også til start, mens Line K. Schulz (AAM) løber 1500 meter. - startliste & live-resultater

Martinsen til start i Tyskland
Flere hurtige 1900-navne er med ved Kurpfalz Gala i tyske Weinheim lørdag. Andreas Martinsen møder på 110 meter hæk fire særdeles stærke tyskere, mens Simon Hansen og Mette Graversgaard også er med på hhv. 200 meter og 100 meter hæk. - startliste - live-resultater

NYT: Seneste melding lyder, at Andreas Martinsen skulle have fået én af de blot fire startpladser ved fredagens GreatCity Games i Manchester. 

British Milers i Manchester

Lørdag er der også en afdeling af British Milers Club-serien, denne gang i Manchester, hvor de to KIF-løbere Christian Clausen og Louise Jørgensen figurerer på startlisten.

© Copyright Dansk Atletik Forbund