Trods jetlag håber Sara på hurtig tid (LIVE-RESULTATER)
01. juni 2017 · Jeppe Weinreich
Den danske europamester forventer ikke at blive presset hårdt i aftenens løb, men tror på, at en ny stadionrekord er mulig.
Da Sara Slott Petersen sejrede ved Aarhus Nordic Challenge i fjor, havde hun endnu ikke vundet sine EM- og OL-medaljer. Siden er der sket meget, og fredag aften er europamesteren og OL-sølvvinderen naturligt nok hovednavnet ved stævnet, hvor hækkeløbet er programsat til kl. 19.15. Modstand får Sara umiddelbart ikke meget af i år. En aftale med en atlet af passende format blev ikke til noget grundet visumproblemer. Den på papiret hårdeste konkurrent nu bliver den portugisiske rekordholder, Vera Barbosa.
"Jeg håber på at kunne løbe ned omkring de 55,00 sekunder, og bliver jeg ikke presset, må jeg bare koncentrere mig om mit eget løb. Jeg har dog stadig lidt jetlag fra USA-turen, men lad os se; nogen gange bliver det bedre, end man lige forventer," lyder det fra Sara Slott, der inden den vigtige landskamp i Finland (24.-25. juni) forventeligt kun løber ved Diamond League i Rom d. 8. juni.
**LØBENDE RESULTAT-OPDATERING - klik HER
Der lægges ud med flere nationale discipliner fra kl. 16.50, inden "prime time" begynder med de indledende heat på 100 meter kl. 18 og slutter omkring kl. 20.
18.30 Højdespring
Janick Klausen (1900) har 2.26 meter som sit dårligste resultat i år, men det er desværre også hans eneste notering i 2017.
"På grund af de problemer, jeg har haft med foden, så jeg ved ikke helt, hvordan det kommer til at gå, men jeg håber på det bedste. Jeg har haft nogle gode træninger de sidste par uger, og jeg mærker ikke rigtigt noget til skaden mere," sagde Klausen til Stiften torsdag. Hans formodede stærkeste konkurrrenter bliver klubkammeraten Jonas Kløjgård samt den regerende afrikanske mester fra Kenya, Matthew Sawe (PR 2.25).
18.30 400 meter M A-heat
Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) åbner sæsonen i et stærkt felt, hvor også Nicklas Hyde (Sparta) er med. Tre af modstanderne har løbet under de 46 sekunder i år.
"Da det er første konkurrence i år, så forsøger jeg ikke at have høje forventninger. Men træningen er gået rigtig godt på det sidste, så jeg føler mig klar til at konkurrere. Og det bliver selvfølgelig spændende, når man skal kæmpe mod flere sub 46 mænd, så omstændighederne til en god sæsonstart er bestemt til stede," lyder det fra 19-årige Benjamin, der om kort tid kan tage studenterhuen på.
18.50 110 meter hæk finale (indl. 17.30)
Med Khai Riley-La Borde (GBR) til start er der lagt op til en spændende og tæt dyst mod den danske rekordholder Andreas Martinsen (1900). Med PR 13,59 sek. for nylig har den unge brite i år løbet stærkere end Martinsen, der to gange i år er blevet noteret for 13,78 sek.
19.10 400 meter hæk M
Heatet er efter nogle afbud desværre skrumpet ind til fire deltagere; alligevel får den danske rekordholder Nicolai Hartling (Sparta) svært ved at vinde løbet, hvor briten Tom Burton (SB 50,07) og New Zealands Cameron French (SB 49,97) er favoritter. Efter 52,69s og 51,65s i sæsonens første to løb sigter Hartling mod et nyt sæsonbedste.
Anna Emilie Møller og Stina Troest var annonceret på et tidligt tidspunkt, men de starter andetsteds. Anna i aften i Bydgozsz på 1500 meter, mens Stina Troest - interessant nok - har valgt at løbe 800 meter i Rehlingen 2. pinsedag.
Hele startlisten med tidspunkter.
MarkOn Aarhus Nordic Challenge - Ceres Park d. 2. juni kl. 16.45 (hovedprogram kl. 18-20)
Billetter kan købes ved indgangen for 75 kr. eller på Billetto
Stævnets hjemmeside