Loading...

NCAA & Diamond League

Trajkovski klar til sin sidste college-optræden

07. juni 2017 · Jeppe Weinreich

Natten til torsdag dansk tid springer Andreas Trajkovski ved NCAA-finalen i Eugene. En finale, som bliver hans sidste optræden i college-regi. Uhyre interessant bliver det også torsdag aften, hvor både Sara Slott Petersen og Andreas Bube er med, når Diamond League for første gang i år når til Europa, nærmere bestemt Stadio Olimpico i Rom.

Dansk atletik har én deltager med ved den store universitetsfinale i USA, som begynder i nat dansk tid. Her er Andreas Trajkovski en af 18 finalister i længdespring. Feltet holder højt niveau, og Trajkovski skal springe op til sit bedste for at komme i top-9, der giver tre ekstra forsøg. Netop en 9. plads blev det til i fjor, men forberedelserne i år har været plaget af en øm ankel

"Det går meget bedre nu, og for nylig lavede jeg min hidtil hurtigste 120 meter sprinttest. Så farten er der. Men det er et skrapt felt, hvor alle er stærkt opsatte på at vinde. For bare at komme i top-5 tror jeg, at det er nødvendigt at springe 7.90-8.00 meter."

Uanset udfaldet bliver konkurrencen hans sidste i universitets-regi. Ambitionen er at blive professionel, og dertil vil et godt resultat i morgen være af stor vigtighed.

"Jeg vil gerne slutte af med manér. Så i morgen skal jeg bare gå ud og vise, at jeg er bedst under pres," lyder det fra Trajkovski, hvis forældre er rejst til Oregon for at være med på sidelinjen.

NCAA Division 1 Championships - Eugene, Oregon 7.-10. juni - startlister / resultater (Trajkovski springer natten til torsdag dansk tid kl. 3.00)

Sara Slott og Bube klar til Rom
Sara Slott Petersen har efterhånden løbet på mange af de atletikhistoriske stadions. Stadio Olimpico i Rom glippede i fjor som følge af sygdom, men torsdag aften kan hun også sætte flueben ved dén arena. Det er årets første Diamond League i Europa, og selvom kvindernes 400 meter hæk denne gang ikke er Diamond League-øvelse, bliver det interessant. De stærkeste amerikanere er ikke med, men det er til gengæld verdensmesteren Zuzana Hejnová (CZE), som i Eugene slog Sara med 0,35 sek.

Bube DN Galan
Bube i sin seneste start ved Diamond League - i Stockholm august 2014. OL-sølvvinderen fra 2012, Nijel Amos (th), er igen med i Rom. (DECA Text&Bild)

"Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne løbe 54,50 sek. i Rom. Jeg er ekstremt dårlig til at omstille mig til tidsforskelle, men på torsdag skulle jeg gerne være tilbage på europæisk tid," fortalte Sara efter løbet i Aarhus sidste torsdag med henvisning til starten i USA for mindre end to uger siden.

Dagstemperaturen i Rom ligger p.t. på over 30 grader, nok lidt lavere, når hun skal løbe. Men absolut godt vejr til sprint.

Med undtagelse af en start i Stockholm i 2014 (hvor han var med på afbud) har Andreas Bube ikke løbet ved Diamond League siden 2012 (hvor han bl.a. blev nr. 7 i Rom). Nu er EM-sølvvinderen på glædelig vis igen blevet inviteret med i det fineste selskab, og modstand kommer han selvsagt ikke til at savne. I det 12 mand store heat har Bube med 1:44,89 min. den langsomste personlige rekord! Muligheden af at klare VM-kravet (1:45,90) synes umiddelbart til stede. 

Bubes skrappe heat skydes i gang kl. 20.40, mens Sara løber kl. 20.03. Det kan følges på TV3 Sport1 (direkte 20-22) eller NRK1 (20.00-20.50 - herefter NRK2 20.50-22.00).

Diamond League - Rom torsdag d. 8. juni - startlister / resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund