Sara på vej mod 2. pladsen med løbets nr. 3, Wenda Nel, til venstre. (DECA Text&Bild)
Sara viser forrygende VM-form: 54,35s og en 2. plads
09. juni 2017 · Jeppe Weinreich
Med 54,35 sek. og en 2. plads leverede Sara Slott torsdag aften i Rom en forrygende præstation, som lover godt. Tiden er det klart hurtigste, som hun har løbet nogensinde i juni måned. For Andreas Bube formede 800-meter-løbet sig desværre taktisk, og det viste sig umuligt at klare VM-kravet.
Kan Sara Slott Petersen i år nå samme niveau som i den utrolige OL-sæson? Torsdag aftens præstation på Stadio Olimpico i Rom lignede unægteligt et klart "ja" - og måske kan hun nå endnu højere. Med 54,35 sek. præsterede Aarhus 1900-løberen nemlig sin klart hurtigste tid i juni - og karrierens 7. hurtigste.
På forhånd var der lagt op til et spændende opgør mod rivalen, den regerende verdensmester Zuzana Hejnová, som slog Slott i deres seneste møde. Men tjekken endte blot på en 4. plads. I stedet var det jamaicaneren Janieve Russell, der fra yderbanen overraskede og med 54,14 sek. "snød" Sara for sin første sejr ved et Diamond League-stævne. Russell vandt også i fjor i Rom i sin gældende personlige rekord 53,96 sek., men hun blev senere skadet og måtte i OL-finalen nøjes med en 7. plads.
"Det gik jo noget bedre end sidst. I sæsonens første løb var jeg ikke aggressiv nok i starten. Fokus i dag lå på at ændre dette, og det lykkedes. Og at slå Hejnová er virkelig vigtigt for mig. Det betyder noget. Men tilsyneladende er der altid én anden, som så skal slå mig. Jeg opdagede hende først ved 9. hæk," lød det efter løbet fra Sara med henvisning til Russell.
Nu handler det om træning de næste to uger, inden hun skal i aktion ved landskampen i Finland (23.-25. juni).
"Træningen har kørt godt, selvom jeg mistede et par pas grundet USA-turen. Men vi fortsætter efter planen. Det er ikke meningen, at jeg skal føle mig let nu. Det er først til august.»
Bube nr. 9 i et sært 800-meter-løb
Efter tre års pause var Andreas Bube tilbage i Diamond League, men A-heatet på 800 meter gik ikke helt som ønsket. Hans 9. plads var der intet galt med i det skrappe felt, men tiden 1:47,33 bragte ikke Bagsværd-løberen tættere på VM. Den første omgang var alt for ujævn. Ingen følte trang til at følge temposætteren Job Kinyor (KEN), der rundede 400 meter i lidt for hurtige 49,25 sek. Bagved blev der bremset op, og følgelig mistede Bube et par skridt. Så skete det sjældent sete, at "haren" forsøgte at løbe sejren hjem. Det så lovende ud - indtil 700 meter, så kom samtlige forfølgere forbi med stor fart, og den taktiske afgørelse var skræddersyet til den polske europamester Adam Kszczot, som vandt i beskedne 1.45,96 min. Positivt var det dog, at løbet viste, at Andreas Bube har niveauet til at være med i Diamond League.