Andreas Martinsen fik god modstand ved Aarhus Nordic Challenge sidste uge. Det bliver også tilfældet i Geneve på lørdag, hvor jagten på VM-kravet fortsætter. (Lone Dybdal)
Stor aktivitet den kommende weekend
09. juni 2017 · Jeppe Weinreich
Den kommende weekend byder på stor stævneaktivitet ude og hjemme. Her er et overblik over de mange starter.
Den 16. juni bliver holdet til den vigtige landskamp i Finland (24.-25. juni) udtaget. Det betyder, at den forestående weekend er den sidste, hvor man kan styrke sit kandidatur til en plads i truppen. Flere topnavne må betegnes som selvskrevne, og for de bedste handler det om at komme tættere på VM-kravet.
Lørdag er en stor gruppe med i Geneve, og her er felterne så stærke, at Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) formentlig ikke kommer med i A-heatet på 400 meter. Hækkeløber Andreas Martinsen (1900) er for alvor ved at komme op i fart, og med en forventet temperatur i Geneve tæt på de 30 grader bliver der tale om "sprinter-vejr".
EAP-stævne - Geneve (SUI) 10. juni - info (live-streaming tilgængelig)
Benjamin L. Vedel (Aalborg AM) - 400 meter
Andreas Martinsen (1900) - 110 meter hæk
Benjamin Gabrielsen (Sparta) - længdespring
Nicolai Hartling (Sparta) - 400 meter hæk
Peder P. NIelsen (Sparta) - trespring
Mette Graversgaard (1900) - 200 meter & 100 meter hæk
Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) - 400 meter hæk
Martha Traoré (Sparta) - længdespring
Stangspringer Rasmus W. Jørgensen nåede for nylig med 5.56 meter sit bedste i 11 måneder. Lørdag figurerer han på startlisten ved:
Allonsius Sport Flanders Cup - Huizingen (BEL) 10. juni - info
Rasmus W. Jørgensen (Sparta) - stangspring
Mikael Johnsen (Randers Freja) - 1500 meter
Mikkel Dahl-Jessen (AGF) 3000 meter
Live-resultater
Ved højdespringsstævnet i Lund møder Janick Klausen op som forsvarende mester, efter at han i fjor vandt med 2.20 meter. Jonas Kløjgård er også med, mens en tredje 1900-springer, Janne Nielsen, er på plads i Göteborg samme dag.
Lundahoppet - Lund (SWE) 10. juni - info
Janick Klausen (1900) - højdespring
Jonas Kløjgård (1900) - højdespring
Folksam Challenge - Göteborg (SWE) 10. juni - info
Janne Nielsen (1900) - trespring
Trods en ny PR sidste fredag i Aarhus synes Andreas Bertelsen (1900) nærmest overmatchet ved spydkaststævnet i Jena, hvor Tysklands olympiske mester, Thomas Röhler, topper en frygtindgydende startliste. Jan Zeleznys over 20 år gamle verdensrekord blev i øvrigt sat i netop Jena.
2. Internationales Speerwurf-Meeting - Jena (GER) 10.-11. juni
Andreas Bertelsen (1900) & Mikkel Garbrecht (1900/U23)
Kuortane i Finland er også kendt som spydkast-by, men i weekenden handler det om NM Mangekamp, hvor dansk atletik stiller med syv navne. Mads Lund (Sparta) stiller her op i U18-klassen som forsvarende mester.
Live-resultater fra Finland
NM Mangekamp (U18,U20 & U23) - Kuortane (FIN) 10.-11. juni
Startliste
Andre starter:
Sparkassen-Gala - Regensburg (GER) 11. juni - info
Line K. Schulz & Kristian U. Hansen (begge Aalborg AM) på hhv. 1500 og 800 meter
Herhjemme
Som omtalt her på siden er der Copenhagen Open i Hvidovre med deltagelse af 733 atleter. Kristoffer Hari (HVAM) åbner sæsonen på både 100 og 200 meter, hvor også formstærke folk som Kojo Musah (Vejle IF) og Frederik Schou-Nielsen (Sparta) samt den danske mester Festus Asante (HVAM) er med. Formstærk er også Mathilde U. Kramer (FIF), der er tilmeldt 100, 200 meter og længdespring, mens kvindernes kasteøvelser er besat af flere landsholdsaktuelle navne.
LIVE-STREAMING fra Hvidovre
Jyske og fynske deltagere er der ikke mange af i Hvidovre, og det har sin grund: Der er nemlig Vestdanske Ungdomsmesterskaber i Skive samme weekend, og her er over 300 unge atleter tilmeldt (de Østdanske er først weekenden efter på Østerbro).
Et langt større opbud finder man i Aarhus søndag, hvor Bestseller Aarhus City Halvmarathon har udsolgt, hvilket vil sige 12.000 løbere til start. Der er live-streaming på løbets hjemmeside.