Loading...

Foto: Michael Hyllested

Copenhagen Open (1. dag) / VDMU (1. dag)

Hari åbner sæsonen med manér: 10,37s

10. juni 2017 · Jeppe Weinreich

Med 10,37 og 10,38 sek. sekunder præsterede Kristoffer Hari lørdag to af karrierens tre hurtigste tider (med godkendt vind).

Kristoffer Haris sæsonåbning på 100 meter var udset som højdepunktet ved Copenhagen Open - og Hari skuffede ikke. Vindforholdene var perfekte hele dagen, og på Hvidovres nye blå baner løb han først 10,38 i indledende og siden 10,37 sek. (+0,6) i finalen. Med vindertiden tangerede han den sensationelle PR, han satte i Tyskland for tre år siden. Meget tyder på, at han i 2017 omsider får slettet tiden. Med de 10,37 sek. kvalificerede 19-årige Hari sig også formelt til EM-U23. Søndag gælder det 200 meteren.

På 2. pladsen i finalen fulgte Frederik Schou-Nielsen (Sparta), der med 10,59 sek. satte ny PR og kom endnu tættere på førnævnte EM (krav: 10,55s). I det indledende heat var det den tre år yngre Peter Andersson (Greve), der med 10,67 sek. på ny forbedrede sig.

Astrid Glenner-Frandsen overrasker med sejr
Mens Mathilde U. Kramer (FIF) synes selvskreven til landsholdspladsen på 100 meter, er det mere åbent, hvem som skal gøre hende selskab på stafetten. Flere af de hurtigste kandidater var derfor dukket op i Hvidovre, og en overraskelse var det, at 24-årige Astrid Glenner-Frandsen (KIF) med PR 12,00 sek. kunne løbe med sejren foran Louise Østergård (Randers Freja), der med 12,09 var tæt på sin nyligt satte PR. Astrid havde før i dag blot løbet 12,23 som sit bedste - og så var det tilmed klubrekord i KIF. Der var afbud fra Mathilde U. Kramer, som satser på en hurtig 200 meter søndag.

Glenner
Astrid Glenner-Frandsen sejrer foran Louise Østergård. (M. Hyllested)

I diskoskast kunne Lisa Brix (Amager AC) med flotte 52.65 meter for anden gang i år besejre den ellers så suveræne Kathrine Bebe (Sparta), der nåede ud på 52.08 meter. 2-2 står der i de indbyrdes opgør denne sæson, men Bebe har kastet længst af de to.

Hurtig 80 meter hæk
Ellers var det naturligvis ungdommen, som satte sit præg på stævnet. I pigerne 14-15 års klasse lyste to meget flotte præstationer op. Ida Boe Rasmussen (Greve) sejrede i en tæt dansk-svensk dyst på 80 meter hæk i 11,34 sek. og slettede dermed en ti år gammel ungdomsrekord. I højdespring tangerede Karla Schärfe (Sparta) med 1.68 meter sin under to uger gamle PR.

Skive
På 1. dagen af de Vestdanske Ungdomsmesterskaber imponerede Henrik Lykke (SAK77), da han vandt 100-meter-finalen (14-15år) i 11,48 sek. - desværre med 2,1 m/s i ryggen. I 18-19 års klassen forbedrede længdespringer Kasper Larsen med 6.93 meter sin egen klubrekord i Sæby IK80.


Copenhagen Open - Hvidovre 10.-11. juni
Resultater 1. dag

Vestdanske ungdomsmesterskaber - Skive 10.-11. juni
Resultater 1. dag

© Copyright Dansk Atletik Forbund