Loading...

Anlæg

Marselisborghallen renoveres for 18 mio. kr.

09. juni 2017 · Jeppe Weinreich

Torsdag faldt den sidste brik på plads i planerne om en udvidelse af Marselisborghallen i Aarhus, da byrådet bevilligede 8,3 mio. kr. til det omfattende arbejde. Pengene supplerer de 10 mio. kr., som Salling Fondene tidligere har skænket projektet.

Der var glæde torsdag i Aarhus 1900. Da blev det nemlig i Aarhus Byråd endelig officielt besluttet, at klubben får 8,3 mio. kroner til en omfattende renovering af Marselisborghallen, som siden 70erne har været et centralt samlingspunkt for byens atletikliv. Hallen fremstår dog i en ikke særlig god forfatning, og med pengene - der supplerer en gavmild gave på 10 mio. kr. fra Salling Fondene - skal den føres up-to-date. Det bliver ikke med en 200 meter rundbane, men meget andet, bl.a. en balkon med klubhus og cafeteria og helt nye omklædningsrum. Med bevillingen af pengene følger også et krav om, at andre end atletikfolkene skal få nytte af den. Det skal ske med en ny tilbygning.

Læs Stiftens artikel: Idrætsplads faldt på¨plads for Marselisborghallen

"Hvis vi kan komme i gang med at udvide og renovere hallen, kan vi skabe et bevægelsehus for børn, unge og voksne i alle aldre. Vi vil rigtigt gerne bringe hallen i spil til daginstitutioner, skoler, ældre og den uorganiserede idræt i mange flere timer i døgnet. I dag anvendes hallen ikke så meget mellem klokken 7 og 15, men det kan der ændres på med en ny hal og nye faciliteter, ligesom vi gerne vil stille instruktører til rådighed til at kvalificere for eksempel skolers idrætsundervisning," fortalte cheftræner Lars Nielsen og formand i Aarhus 1900, Henning Andersen, til Stiften inden projektet var faldet endeligt på plads.

Efter planen kan den nye hal tages i brug fra vinteren 2018-19.

© Copyright Dansk Atletik Forbund