Loading...

Damien Czykier sejrer suverænt ved sidste års CAG. Igen i år møder Andreas Martinsen den stærke polak. (Lone Dybdal)

Copenhagen Athletics Games - 20/6

Topnavne til start ved CAG 2017

15. juni 2017 · Jeppe Weinreich

Årets udgave af det traditionsrige Copenhagen Athletics Games skydes i gang på næste tirsdag. I år er stævnet for første gang med på den officielle europæiske tur, og med den nyvundne status af "EA Classic Permit" bliver der tale om et opgraderet stævne på alle fronter.

Med bare fem dage til Copenhagen Athletics Games er årets program tæt på at være på plads. Felterne er spækket med stærke navne, som skal sørge for, at de bedste danske navne for en sjælden gangs skyld bliver presset på hjemmebane.

I fjor kunne tilskuerne på Østerbro Stadion opleve det hurtigste 3000 meter forhindringsløb på dansk grund nogensinde (foto nedenfor). Den spektakulære disciplin er på programmet igen, og her er arrangørklubbens egen Ole Hesselbjerg tiltænkt en hovedrolle. I sidste måned var den 27-årige Sparta-løber bare fire sekunder fra at aflive den 30 år gamle danske rekord, og han ser selvsagt frem til stævnet.

"For mig er det noget særligt at løbe på hjemmebane på Østerbro Stadion, og jeg håber virkelig, at der kommer mange mennesker på stadion. Det betyder meget, at jeg kan mærke støtten, og man kan lige give den en tand mere, når det gør ondt,” siger Hesselbjerg - der får sin debut ved Diamond League i Stockholm bare to dage forinden - til Sparta.dk.

"To dage senere skal jeg så præstere ved CAG, præcis som man skal ved VM, hvis man kommer i finalen, så det bliver en rigtig god test for mig.”

FOrhindring
(foto: Lone Dybdal)

400 meter og 110 meter hæk tegner stærkt

To øvelser, der tegner stærkt, er mændenes 400 meter og 110 meter hæk. Begge har to formstærke danske profiler med. På førstnævnte distance er det Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM), der med 46,37 og 46,00 i sæsonens første to starter nu har sigtet rettet mod en tid under de 46 sekunder. Han kan se frem til stærk modstand fra sidste års vinder, sudaneseren Sadam Koumi, der med vindertiden 45,67 sek. løb den hurtigste tid på dansk grund i adskillige år.

Damien Czykier stod for det måske bedste resultat ved CAG sidste år, da han - omend i stærk medvind - vandt 110 meter hæk i 13,31 sek. Senere blev det til en 4. plads ved EM i Amsterdam. For to uger siden forbedrede polakken sin personlige rekord til 13,28 sek., så det bliver særdeles stærk modstand til Andreas Martinsen (Aarhus 1900), der skal skære 0,07s af sin danske rekord på 13,55 sek. for at komme med til VM.

Anna Møller på banen
En stor oplevelse bliver det også at se den allerede VM-kvalificerede Anna Emilie Møller (Blovstrød) på 1500 meter. Hun kan se frem til at blive matchet stærkt af bl.a. OL-semifinalisten fra Rio, polske Danuta Urbanik.

9,88 sekunder
Efter den overbevisende sæsonåbning i Hvidovre forleden løber Kristoffer Hari igen 100 meter, og på startlisten finder man en ung herre ved navn Sydney Siame. Den bare 19 år gamle sprinter fra Zimbabwe løb i april 9,88 sek. En tid, der blev opnået i 1300 meters højde i Zambias hovedstad Lusaka og reelt placerer ham som nr. 2 på årets verdensrangliste.

Med i det stærke sprintfelt finder man Anaso Jobodwana. Sydafrikaneren har stået i tre store finaler på favoritdistancen 200 meter. Ved det seneste VM i 2015 tog han såmænd bronze efter d'herrer Usain Bolt og Justin Gatlin med tiden 19,87 sek. På 100 meter har han 10,10 sek. som sit bedste.

Over en kvart mio. kr. i præmiepulje
16 discipliner er på programmet ved CAG 2017, der i år for første gang er kommet med på den europæiske tur. Med certificeringen "European Athletics Classic Meeting" er stævnet blevet opgraderet på alle fronter. Det betyder en kraftigt forøget præmiesum på 35.000 euro (ca. 260.000 kr.), live-streaming fra stævnet etc.

"Der er lagt op til atletik på højt internationalt niveau, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi får én eller flere stadionrekorder,” siger Henrik Paulsen, stævnechef siden 2005.


Copenhagen Athletics Games - Østerbro d. 20. juni
kl. 19 
Hjemmeside

Entré: 100 kr. Billet kan købes i indgangen eller hos Marathon Sport for 100 kr.

 

 

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund