Niels Fredborg og Sara Slott Petersen. (Lars Møller/Skole OL)
To OL-koryfæer og tusinder af aktive børn
15. juni 2017 · Jeppe Weinreich
Skole OL finalen i Aarhus er i fuld gang. På 2. dagen onsdag dukkede to lokale OL-koryfæer op for at tænde ilden og tage del i festen.
Med 8.929 elever fra 382 klasser har Skole OL finalen sat deltagerrekord. Efter at Østerbro Stadion de seneste år har dannet ramme om den store finale, tager Aarhus nu over de næste tre år. Som noget nyt er der andet end atletik på programmet: Bueskydning, ergometerroning, eSport og svømning hedder de fire nye medlemmer af familien.
Tirsdag blev den første af fire dage indledt, og efter konkurrencerne var der optræden ved popidolet Joey Moe. Onsdag dukkede så to af århusiansk idræts største ikoner op. Cykelrytteren Niels Fredborg, der vandt OL-guld på 1000 meter tid i 1972, bar sammen med den sølvvindende hækkeløber Sara Slott Petersen faklen ind.
DIF-formand: "Et fantastisk koncept"
Åbningstalen blev holdt af formand for DIF, Niels Nygaard.
”Man kan ikke andet end at blive glad, når man kigger på knap 9.000 aktive børn i en ramme, som kombinerer olympiske værdier, idræt, skole og idrætsforeninger. Det er en olympisk cocktail, som vi er meget stolte af at have skabt i DIF-idrætten,” lød det fra Niels Nygaard, der bl.a. fremhævede fairplay og fællesskab.
”Hvert år sætter Skole OL deltagerrekord, og det vidner om, at vi har lavet et fantastisk koncept med fokus på fairplay, fællesskab og idræt. Og selvom vi siger, at det ikke handler om at vinde, men om at være med, så er det alligevel godt at se, hvordan der kæmpes indædt i de enkelte konkurrencer og ikke mindst, hvordan klassekammeraterne bakker op om hinanden.”
48.900 børn fra 2.352 klasser har deltaget i de indledende Skole OL-stævner, som har været afviklet i hele Danmark fra Sæby i nord til Maribo i syd. Den seneste rekord fra 2016 lød på 34.567 elever. Rekorden er hjulpet godt på vej af de førnævnte fire nye idrætsgrene.
Forbilledligt skole- og foreningsarbejde
Jakob Larsen, direktør i DAF og formand for Skole OL’s styregruppe, var både stolt og begejstret.
”Det har været en fantastisk Skole OL-sæson. Knap 50.000 børn fra landets 4.-7. klasser har prøvet kræfter med Skole OL-disciplinerne, og vi har været rundt i hele Danmark. Det er dejligt at se, hvordan skole- og foreningssamarbejdet hvert år fungerer bedre og bedre, og hvilken seriøsitet som både lærere, trænere og ikke mindst elever går til opgaven med," lyder det fra Jakob Larsen, der var særligt glad for at kunne byde nye sportsgrene velkommen.
"Forhåbentlig kommer endnu flere til næste år, for perspektiverne med Skole OL er store. Vi læner os ikke tilbage og er tilfredse. Vi vil nå endnu flere elever med endnu flere idrætter i fremtiden,” slår han fast.
Læs mere på www.skoleol.dk, hvor resultaterne også kan findes.
(Alle billeder: Lars Møller/Skole OL)
Fakta: