Anna Emilie Møller på vej mod rekorden ved Eremitageløbet 2016. (Michael Hyllested)
Anna Møller bliver ambassadør for E-løbet
18. juni 2017 · Jeppe Weinreich
I fjor forbedrede Anna Emilie Møller den 18 år gamle løbsrekord ved Eremitageløbet. Nu er hun blevet udnævnt som ambassadør for det klassiske motionsløb.
Anna Emilie Møller kræver næppe nærmere præsentation her på hjemmesiden. Hendes kometkarriere med OL-deltagelse og dansk rekord efter blot et par års træning turde være kendt af alle med interesse for dansk atletik. Nu er hun så blevet udnævnt som ambassadør for Eremitageløbet, hvor hun i fjor forbedrede Dorte Vibjergs 18 år gamle løbsrekord. Det skriver BT.
"Det er et løb, jeg meget gerne vil bakke op. Eremitageløbet er unikt og betyder meget for mig. Få steder oplever man en stemning som i Dyrehaven. Jeg ser frem til efterårets løb i skoven," siger hun til BT.
Inden løbet, som ligger godt en måned efter sæsonafslutningen, venter der Anna to vigtige udfordringer: EM-U23 i Polen i juli og VM i London måneden efter.
Den nye ”Dronning af Dyrehaven” debuterede som et næsten ukendt navn i den smukke skov i 2014 med en tredjeplads. Også i 2015 blev hun treer, inden gennembruddet kom i fjor. Her forbedrede hun sin personlige rekord med hele to minutter og 41 sekunder.
Eremitageløbet, arrangeret af Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT, er løbet, der startede motionsbevægelsen. Søndag 8. oktober løbes det for 49. gang.
Tidligere på året blev Mikkel Hansen ansat som løbschef for E-løbet.