Seks danske rekorder i de seneste seks landskampe
22. juni 2017 · Jeppe Weinreich
Statistikken taler for en dansk rekord den kommende weekend, hvor dansk atletik skal i kamp for syvende gang siden etableringen af den nye landskampsstruktur i 2008.
Mens statistikken taler for det, synes vejrudsigten i Vaasa ikke at gøre det: 13-14 grader i weekenden med stor risiko for regn søndag. Det er ellers blevet til seks danske rekorder ved de seks hidtidige matcher i den nye turneringsform EM Hold (som fra 2009 afløste Europa Cup'en, hvor herre- og kvindeholdet kæmpede som to hold):
2015 Nicolai Hartling - 400 meter hæk 50,16 sek.
2015 Sara Slott Petersen - 400 meter hæk 55,13 sek.
2013 Andreas Martinsen - 110 meter hæk 13,68 sek.
2011 Herreholdet 4x100 meter 39,71 sek.
2010 Herreholdet 4x100 meter 39,98 sek.
2009 Sara Slott Petersen - 400 meter hæk 56,70 sek.
(ikke afholdt i OL-årene 2012 og 2016)
De første seks matcher
Danmark måtte på baggrund af ranglistepoint begynde i den laveste række 3. division ved den første match i 2009. Dén landskamp var ingen succes, men siden har vi arbejdet os to rækker op. At sejren og oprykningen i 2015 virkelig var sensationel, understreges af, at den kom efter tre 5. pladser i træk, hvor holdet ikke var i nærheden 2. pladsen. Den vidner også om den store fremgang, som dansk atletik generelt har oplevet de seneste sæsoner, men også om, at det vil være en meget stor præstation at overleve i rækken.
Stara Zagora, Bulgarien 2015 (2nd League)
En mindeværdig god landskamp var det i Stara Zagora, hvor landsholdet efter en tæt og spændende dyst sikrede sig en højst uventet oprykning. Indledningen på matchen var helt forrygende med først dansk rekord af Sara Slott Petersen på 400 meter hæk, hvorpå Nicolai Hartling vandt herrernes hæk med 50,16 sek. og dermed slettede en 39 år gammel dansk rekord. Ialt blev det til ti disciplinsejre.
1. Danmark 224 point
2. Bulgarien 218 point
-------------------
3. Ungarn 202½ point
4. Serbien179½ point
5. Kroatien 167 point
6. Island 156½ point
7. Cypern 151 point
8. Slovenien 127½
Hartling hilser på den bulgarske maskot efter det historiske rekordløb.
Riga, Letland 2014 (2nd League)
Efter en uheldig 1. dag, som bød på en diskvalifikation på mændenes 100 meter samt et styrt af Sara Slott Petersen (som dog rejste sig og kom i mål som nr. 6) lå holdet før søndagen under nedrykningsstregen. Her undgik man dog yderligere kiks og kunne med sejr på mændenes afsluttende 4x400 meter – i den næst hurtigste danske tid nogen sinde - sætte et fint punktum.
1. Letland 206½
2. Schweiz 206
------------------
3. Bulgarien 192
4. Serbien 186
5. Danmark 173
6. Kroatien 168
-------------------
7. Slovakiet 158½
8. Østrig 144
Kaunas, Litauen 2013 (2nd League)
Efter landskampspausen i 2012 leverede holdet i Litauen en af de bedste præstationer nogen sinde. Andreas Martinsen slettede på 2. dagen den 26 år gamle danske rekord på 110 meter hæk med tiden 13,68 sek., mens Rasmus W. Jørgensen vandt stangspring med 5.65 meter. Om lørdagen løb Nick Ekelund-Arenander for første gang i karrieren under 46 sekunder, da han vandt 400 meteren i 45,93 sekunder. Trods den flotte indsats var der dog stadig igen langt op til oprykningsstregen.
1. Slovenien 221 point
2. Litauen 209 point
----------------------
3. Serbien 192 point
4. Kroatien 178½ point
5. Danmark 171½ point
6. Østrig 161 point
-----------------------
7. Cypern 155 point
8. Israel 150 point
Novi Sad, Serbien 2011 (2nd League)
Landsholdet beviste igen, at det var for godt til at ligge i den laveste række. Førstedagen bød på en forrygende flot 4x100 meter, hvor Andreas Trajkovski, Jesper Simonsen, Mike Kalisz og Morten Jensen vandt i den stadig gældende danske rekord 39,71 sekunder. Det blev til en 5. plads - 30 point fra nedrykning, 38 point fra oprykning.
1. Estland 218 point
2. Bulgarien 215.5 point
-------------------
3. Serbien 188.5 point
4. Litauen 185 point
5. Danmark 177.5 point
6. Østrig 172 point
---------------------
7. Letland 147 point
8. Slovakiet 134.5 point
Malta 2010 (3rd League)
Efter skuffelsen i Sarajevo løftede det danske hold sig det følgende år og sejrede sikkert med flere gode enkeltpræstationer. På mændenes 4x100 meter brød et dansk hold for første gang nogensinde de 40 sekunder med tiden 39,98 sek. Andre sejre stod Morten Jensen for i længdespring med 8.16 meter (i for megen medvind).
1. Danmark 519,0
2. Bulgarien 508,5
-------------------
3. Cypern 480,0
4. Island 400,0
I alt 14 deltagende hold
Sarajevo, Bosnien & Hercegovina 2009 (3rd Leauge)
Debuten i den nye landskampsstruktur var ingen succes trods en dansk rekord på 400 meter hæk af Sara Slott Petersen (56,70 sek.). Nul point i mændenes stangspring og kuglestød skulle vise sig at koste dyrt. Det danske landshold endte på en 3. plads blandt de 13 deltagende lande - 2½ point efter Moldova, som rykkede op i 2. division sammen med Israel.
1. Israel 401.5
2. Moldova 393.5
-------------------
3. Denmark 391
4. Bosnien & Hercegovina 357
I alt 13 deltagende hold