Andreas Martinsen efter sejren i Vaasa. (DECA Text&Bild)
Andreas & Andreas på VM-jagt onsdag
27. juni 2017 · Jeppe Weinreich
Ti år efter succesen ved Ungdoms-VM vender Andreas Martinsen onsdag tilbage til Ostrava, hvor et stjernespækket program venter. Samme aften løber Andreas Bube i franske Nancy, hvor målet også er at knække VM-kravet.
Selvom Golden Spike i Ostrava (CZE) "kun" har status af IAAF World Challenge (niveauet lige under Diamond League), kan arrangørerne af onsdag aftens stævne præsentere et imponerende line-up: Usain Bolt, Wayde van Niekerk, David Rudisha og Mo Farah. Verdensrekordholderne på 100, 200, 400 og 800 meter samt det seneste årtis mest vindende langdistanceløber.
Med i selskabet er også Andreas Martinsen, der får sin hidtil vigtigste start udenfor mesterskabsregi. Med sejr i de seneste fire internationale starter på stribe: Geneve, Hérouville-Saint-Clair, København og Vaasa, savner Martinsen ikke selvtillid, selvom en femte sejr i træk nok er mindre realistisk på dette niveau.
De amerikanske trials såvel som de jamaicanske mesterskaber har netop været afholdt. Derfor er heatet på 110 meter hæk (kl.19.30) rent europæisk - med undtagelse af Antonio Alkana (RSA), der for tre uger siden i Prag satte afrikansk rekord med 13,11 sek. Fra europaranglisten - hvor Martinsen p.t. er nr. 12 med de 13,50s fra CAG - finder man nr. 3,4,6, og 9. Vejrmæssigt - der er p.t. 30 grader i Ostrava - synes rammerne ligeledes at være til stede for at hente de sidste 0,02 sek. i forhold til VM-kravet på 13,48 sek.
Med starten i Ostrava vender Martinsen for første gang tilbage til det stadion, hvor han ved VM-U18 for ti år siden fik et gennembrud på ungdomsplan med en 4. plads i finalen.
Bube møder Bosse i Frankrig
Andreas Bube kan også se frem til stærk modstand ved "Meeting Stanislas" i Nancy i det nordøstlige Frankrig. Med i feltet på 800 meter (kl. 20.45) - hvor Bube jagter VM-kravet på 1:45,90 min. - er bl.a. OL-fireren Pierre-Ambroise Bosse, som først åbner sæsonen nu.
Stævnerne sendes ikke på de gængse tv-kanaler, men Golden Spike skulle blive tilgængelig på Watchathletics.com.En anden mulighed er stævnets facebookside.