Længdespringer Sebastian Pedersen er et af flere talenter, som håber at indfri et krav på falderebet. På Ullevi i fjor satte han med 7.51 meter sin gældende personlige rekord. 7.55 meter kræves der for at komme med til EM-U23. (DECA Text&Bild)
Stort talentopbud i Göteborg & Mannheim
29. juni 2017 · Jeppe Weinreich
Sidste frist for at indfri kravet til EM-U23 og VM-U18 er denne weekend. Det betyder stor aktivitet i udlandet de kommende fire dage.
Næste måned står i det store U's tegn: EM-U23, EM-U20, VM-U18 samt European Youth Olympic Festival (U17). Med undtagelse af EM-20 (deadline 9/7) er førstkommende weekend sidste frist for at knække kvalifikationskravet. Det betyder stor aktivitet i udlandet de kommende dage.
Torsdag 29. juni
Folksam Grand Prix - Sollentuna (SWE)
Jonas Kløjgård (1900) klarede 2.15 i højdespring ved landskampen og satser stærkt på i aften at klare kravet til EM-U23 på 2.17 meter. De to jævnaldrende 800-meter-løbere Kristian U. Hansen (AAM) og Christian Clausen (KIF) jagter ved samme stævne ligeledes en billet til mesterskabet, som dog for begges vedkommende kræver en klækkelig PR-forbedring. Flere andre danske atleter er med i Sverige, bl.a. Nick R. Jensen (Sparta) og Christoffer Boll (KIF) på 1500 meter og Sebastian Pedersen (Sparta) i længdespring. SVT2 sender et sammendrag kl. 21.45-22.15.
Mere info
Fredag 30.juni-søndag 2/7
Världsungdomsspelen - Göteborg
Flere af deltagerne i Sollentuna fortsætter til Göteborg, hvor det gigantiske Världsungdomsspelen finder sted på Ullevi de næste tre dage. 8066 starter fordelt på 3350 deltagere - heraf rigtig mange danskere - er det imponerende tal. Desværre slipper de nok ikke for flere byger i løbet af den lange weekend. Lørdag og søndag vil der være live-streaming.
Mere info
Lørdag 1/7 - søndag 2/7
Bauhaus Junioren-Gala - Mannheim (DE)
14 store talenter er med ved det stærke tyske juniorstævne, som traditionelt byder på mange gode resultater. De fleste i truppen har allerede klaret U20- eller U18-kravet, og for dem bliver stævnet en god generalprøve, mens enkelte håber at udnytte den gode konkurrence til at få kravet i hus. Også her kan man følge konkurrencerne via live-streaming.
Den danske trup:
Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) - 400 meter hæk
Mia Helene Mørck (BAC) - 800 meter
Helene H. Gottlieb (Holte) - 800 meter
Anna Mark Helwigh (Sparta) - 1500 meter
Sophie Søefeldt (Sparta) - 1500 meter
Rikke Andersen (Sparta) - højdespring
Emma B. Bomme (Sparta) - længdespring & 100 meter
Thea Jensen (HVAM) - kugle & diskos
Anne Sofie Hartmann (HVAM) - diskos
Steffen U. Knudsen (1900) - 100 & 200 meter
Tobias G. Larsen (Sparta) - 100 meter
William Devantier (Sparta) - 800 meter
Andreas Lindgreen (Sparta) - 1500 meter
Casper Jørgensen (Sparta) - diskos
Mere info
Lørdag 1/7 - søndag 2/7
European Team Ch. Combined Events 2nd League - Monzon (ESP)
Som tidligere omtalt her på siden er Danmark med ved EM Hold i mangekamp i Spanien denne weekend.