Loading...

Sara - her fanget ved Diamond League i Rom i juni, hvor det blev til en flot 2. plads. (DECA Text&Bild)

Diamond League

Superfelt venter Sara i Lausanne

05. juli 2017 · Jeppe Weinreich

Sara Slott løber torsdag for tredje år i træk ved Athletissima i Lausanne. Stævnet er traditionelt kendt for hurtige tider, og med det historisk stærke løb ved de amerikanske trials for nylig er der denne gang ekstra fokus på kvindernes 400 meter hæk.

Efter at sygdom tvang hende til at rejse hjem fra landskampen i Finland før tid er Sara Slott Petersen igen klar til at konkurrere. Det sker torsdag ved Diamond League-stævnet i Lausanne, hvor der venter den danske OL-sølvvinder særdeles stærk modstand. Således er både guld- og bronzevinderen fra Rio, Dalilah Mohammad og Ashley Spencer med igen, mens den regerende verdensmester, Zuzane Hejnová (CZE), også har fundet vejen til det schweiziske stævne, hvor der traditionelt plejer at blive løbet rigtig stærkt. Selvom forberedelsen ikke har været optimal, ser Sara positivt på tingene.

"Jeg håber, jeg er klar i morgen. Jeg kan stadig mærke lidt i halsen, men tingene har fungeret fint nok til træning. Hvordan jeg reagerer efter 300 meter, ja det må vi se. Min form var rigtig god, inden jeg blev syg, og jeg har jo ikke haft feber eller været sengeliggende, så det kan godt gå hen og blive fint, tror jeg. Rent teknisk kan det dog godt betyde noget, at det er en måned siden, jeg sidst var i konkurrence."

400start

Historisk løb skaber hype om kvindernes hæk
Selvom Wayde van Niekerks første seriøse start på 400 meter siden verdensrekordløbet i Rio selvsagt er hovedattraktionen, så er der ekstra fokus på netop kvindernes 400 meter hæk. Det skyldes det historisk hurtige løb ved de amerikanske trials for bare ti dage siden, hvor de første fem løb hurtigere end Saras nordiske rekord på 53,55 sek. Her måtte eksempelvis OL-bronzevinder Ashley Spencer se VM-deltagelsen glippe med en 4. plads i 53,11 sek. Udover Mohammad (52,64) og Shamier Little (52,75) kvalificerede Kori Carter - som ikke er med i Lausanne - sig som den tredje til VM med 52,95 sek.

Det er primært amerikanerne, som du skal kæmpe om medaljer med til VM. Hvad tænkte du, da du så deres tider?

"Jeg fulgte finalen på live-streaming - og var virkelig forbløffet. Jo, jeg mistede nok modet i 10 minutter, men nu tænker jeg bare, at når mange løber godt, må der have været helt utroligt gode forhold lige den dag. Jeg er spændt på at se, hvor hurtigt de løber ved de kommende stævner. Mohammad og Little er to garvede løbere, så de skal nok være på toppen til VM, men at Kori Carter kunne løbe under 53 sekunder, det havde jeg ikke lige set komme."

Niekerk
Verdensrekordholderen Wayde van Niekerk holdt en lille "clinic" onsdag morgen forud for Athletissima. (DECA Text&Bild)

Lausanne
Det er tredje år i træk, at Sara løber i Lausanne. I debuten i 2015 - hvor øvelsen ikke indgik i Diamond League - vandt hun i 55,01 sek., mens det sidste år blev til en 3. plads i 54,98 sek.

"Jeg har lidt ambivalente følelser for stævnet. Jeg elsker Schweiz - og hotellet, omgivelserne og alt det dér er fantastisk, men opvarmningsfaciliteterne er meget dårlige, og selve svingene kan jeg ikke lide, men omvendt er publikum helt tæt på, og stemingen er fantastisk, ikke mindst fordi Léa Sprunger er med," siger Sara med henvisning til sin schweiziske konkurrent, der bor og træner i Lausanne.

Næste stop: London, Rabat og Monaco
Startskuddet lyder kl. 20.03, og det kan naturligvis følges på diverse tv-kanaler. Den kommende tid får danske atletikfans i øvrigt rig lejlighed til at følge Sara på hendes Diamond League-turne. Fra Lausanne flyver hun direkte til London, hvor hun søndag - allerede kl. 12.25 - løber på det kommende VM-stadion, mens hun søndagen efter er i Marokko (Rabat), inden Monaco* (21/7) bliver sidste generalprøve før VM.


Athletissima Lausanne - Diamond League d. 6. juli 2017
Startliste/resultater

TV3 Sport1, SVT 1 & NRK2 sender alle live fra kl. 20-22

*Ved stævnerne i London og Monaco giver kvindernes 400 meter hæk ikke point i Diamond League. Det sker kun ved disse fem: Eugene (er afholdt) - Lausanne (6/7) - Rabat (16/7) - Birmingham (20/8) og Bruxelles (1/9 - tæller dobbelt point)

© Copyright Dansk Atletik Forbund