Tobias G. Larsen - videre til semifinalen. (Michael Bruun Jepsen)
Tobias og William løber sig sikkert i semifinalen
12. juli 2017 · Jeppe Weinreich
Tobias G. Larsen løb onsdag karrierens suverænt to hurtigste 100-meter-løb. Semifinaleheatet blev dog som ventet endestation. Om det også gør det for klubkammeraten William Devantier, vil vise sig torsdag. Onsdag løb han sig nemlig sikkert videre fra det indledende heat på 800 meter.
17-årige Tobias G. Larsen skulle som den første i ilden onsdag morgen i Nairobi. Og det gik fremragende. Sparta-sprinteren sikrede sig nemlig direkte avancement på 100 meteren med en 4. plads i sit heat. Hans tid 10,73 sek. er en PR-forbedring på 0,09 sek. - og dét endda i let modvind (-0,6).
I eftermiddagens semifinale var han med 10,74 sek. (+0,6) igen klart under den tidligere PR. Med en 5. plads i heatet måtte han som ventet se sig slået ud. Samlet sluttede han på en delt 14. plads - som tredjebedste europæer, og nu kan han slappe af torsdag, inden det fredag formiddag gælder 200 meteren.
William Devantier sikkert videre
Tobias' klubkammerat i Sparta, William Devantier, løb sig lidt senere på sikker vis videre til semifinalen på 800 meter. De tre bedste i hvert heat gik direkte videre, og med en 2. plads i tiden 1:53,83 min. var der ingen tvivl om det sikre avancement. Torsdag kl. 16.40 bliver det til gengæld alvor. Her løber William i det første af to semifinaleheat, hvor de tre bedste går direkte videre.
Luskeløb på 3000 meteren
Efter Williams løb begyndte regnen at falde, så da pigernes (direkte) finale på 3000 meter skulle i gang, flød banen i vand. Selve løbet blev også en sær affære med to omstarter. Da de endelig kom af sted, havde ingen lyst til at sætte tempo, og det udviklede sig til en taktisk affære. Først godt halvvejs blev der rykket, og her viste feltets kenyanere og etiopiere, at de var et niveau over deres konkurrenter. Sophie Søefeldt fik kæmpet sig i mål på en hædersfuld 10. plads, men grundet det langsomme udgangstempo var hendes sluttid ikke interessant.
Diskoskaster Annesofie Hartmann fik om formiddagen en uheldig start i kvalifikationen med to ugyldige forsøg. I tredje runde var hun derfor presset, men hun modstod det og undgik nullet med et kast på 41.18 meter. Det rakte til en 14. plads - lidt over to meter fra finalen.
VM-U18 - Nairobi 12.-16. juli
1. dag
Drenge
100 meter M
Semifinale
Heat 1 (+0,6)
1. Arielton Dos Santos BRA 10,56 sek. Q
5. Tobias G. Larsen DEN 10,74 sek.
Samlet nr. 14-15
Indl.
Heat 4 (-0,6)
1. Mohamed Zekraoui ALG 10,59 sek. PR Q
4. Tobias G. Larsen DEN 10,73 sek. PR Q
800 meter M indl.
Heat 1
1. Tolesa Bodena ETH 1:52,91 min. Q
2. William Devantier DEN 1:53,82 min. Q
Piger
3000 meter K (direkte) finale
1. Abersh Minsewo ETH 9:24,62 min.
2. Emmaculate Chepkirui KEN 9:24,69 min.
3. Yitayish Mekonene ETH 9:28,46 min.
10. Sophie Søefeldt DEN 10:04,93 min.
Diskoskast K kval.
1. Leia Braunagel GER 51.33 meter PR Q
12. Yuanyuan Yin CHN 43.53 meter q
14. Annesofie Hartmann DEN 41.18 meter
(X - X - 41.18)