Loading...

(foto: Michael Bruun Jepsen)

VM-U18 - 3. dag (aften)

Helwigh tager 4. pladsen som bedste europæer

14. juli 2017 · Jeppe Weinreich

Afrikanerne viste sig en tand for stærke, da finalen på 2000 meter forhindring blev afviklet fredag. Anna Mark Helwigh kom i mål som bedste europæer på en 5. plads, men efter en diskvalifikation rykkede hun op som nr. 4.

Med en 4. plads i finalen på 2000 meter forhindring sørgede Anna Mark Helwigh fredag for den bedste danske placering ved mesterskabet, siden Janick Klausen i 2009 sikrede dansk atletik den eneste medalje. Egentlig kom Sparta-løberen i mål på en 5. plads, men en etiopisk løber blev efterfølgende diskvalificeret for at have løbet inden om en kegle.

Ikke uventet var det de to kenyanere - Chebet og Chepkirui - som dominerede løbet. Sidstnævnte stak af til sidst, men snublede over den sidste vandgrav, og dermed kunne Chebet gå forbi og tage guldet i årets hurtigste tid 6:24,80 min.

Anna Mark Helwigh forsøgte i starten som den eneste ikke-afrikaner at følge med, men hun måtte slippe. Hendes nærmeste europæiske konkurrent, polakken Klaudia Pawlus, gik på et tidspunkt foran, men i mål kunne Helwigh presse sig forrest med 6:47,69 min. - 0,22s foran Pawlus.

Eneste tilbageværende atlet, Tobias G. Larsen, løber lørdag kl. 16.35 semifinale på 200 meter. 

3000fh

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund