Sara Slott ved Diamond League i Lausanne d. 6. juli. (DECA Text&Bild)
Sara nr. 6 i Rabat
17. juli 2017 · Jeppe Weinreich
Sara Slott Petersens næstsidste start før VM var ikke helt så hurtig som håbet. Med 55,56 sek. blev det til en 6. plads i heatet, som Zuzana Hejnová vandt i sæsonbedste.
55,56 sek. var ikke helt den tid, som Sara Slott Petersen havde håbet på ved søndagens Diamond League stævne i Rabat. På 6. pladsen måtte europamesteren se sig slået af bl.a. tre europæiske konkurrenter. Den regerende verdensmester, tjekken Zuzana Hejnová, vandt sin første DL-sejr siden 2015 i 54,22 sek. - den hurtigste europæiske tid i år.
"Jeg kommer ind i en het forkert rytme på første langside, hvor jeg ligger for dybt og med for lange og langsomme skridt. I det sidste sving kunne jeg så ikke trykke på, fordi jeg havde brugt mine kræfter på en uheldig måde. Jeg har ikke haft det problem før, så det må jeg hjem og få løst med Mikkel (Larsen, red.)," lyder det fra Sara.
Det indledende heat ved VM i London er d. 7. august, mens semifinale og finale løbes d. 8 og 10. august. Inden VM har hun en sidste start ved Diamond League i Monaco førstkommende fredag (21/7).