Loading...

Den danske trup fløj tirsdag fra Kastrup.

EM-U20 - Grosseto (ITA) 20.-23. juli 2017

Peter Andersson bliver første mand i ilden

19. juli 2017 · Jeppe Weinreich

Den danske trup til EM-U20 fløj tirsdag til Grosseto, hvor EM-U20 åbner torsdag.

Efter VM-U18 og EM-U23 er det fra i morgen U20-klassens tur til at kæmpe om EM-medaljer. Det sker i den toscanske kystby Grosseto, hvor dansk atletik har otte atleter med. Oprindelig var ni udtaget, men siden har Anne Sofie Kirkegaard meldt afbud.

Af de otte på holdet skal kun fem i aktion individuelt, mens de tre andre er tilmeldt 4x400 meter. Holdets to kvindelige 800 meter løbere - Mia Helene Mørck og Helene H. Gottlieb - står også til at løbe den lange stafet. Hvem de fire til start bliver, er ikke afgjort endnu.

Stjerner i svøb
Grosseto dannede ramme om VM-U20 tilbage i 2004, og her var der flere kommende stjerner, som for første gang gjorde opmærksom på sig selv; bl.a. vandt Lashawn Merritt 400 meteren, ligesom at den nuværende verdensrekordholder, Aries Merrit, løb med titlen på 110 meter hæk - foran cubanske Darron Robles.

Også dette års EM-U20 har sine store profiler, bl.a. den svensk-amerikanske stangspringer Armand Duplantis samt det norske fænomen Jakob Ingebrigtsen.

Peter Andersson bliver første mand i ilden i morgen torsdag, hvor der kl. 11.20 løbes indledende på 100 meteren.

Live streaming
Som det var tilfældet ved EM-U23 i sidste uge, kan alle konkurrencer følges via live streaming på www.european-athletics.org, mens der ligeledes er mulighed for at se sammendrag på Eurosport.

Bedste bud på en dansk finaleplads er Mia H. Mørck og Andreas Lindgreen, som på 800 og 1500 meter er seedet som hhv. nr. 7 og 9.

LogoU20

 

Det danske program
Torsdag 20/7
11.20 Peter Andersson - 100 meter indl.
evt. 17.40 100 meter semi. (P. Andersson)
18.05 Andreas Lindgreen - 1500 meter indl.

Fredag 21/7
evt. 17.30 100 meter finale (P. Andersson)
18.20 Mia Helene Mørck & Helene H. Gottlieb - 800 meter indl. (semifinale udgår)

Lørdag 22/7
9.00 Casper Jørgensen - diskoskast kval.
10.30 Pigeholdet 4x400 meter indl.
evt. 17.35 800 meter finale (M. Mørck & H. Gottlieb)
evt. 17.20 1500 meter finale (A. Lindgreen)

Søndag 23/7
evt. 18.10 Diskoskast finale M (C. Jørgensen)
evt. 20.20 4x400 meter finale

© Copyright Dansk Atletik Forbund