Loading...

Sara Slott ved Diamond League i Paris 2015. (Jiro Mochizuki)

Navne

Sara dropper Monaco for at finpudse VM-formen

21. juli 2017 · Jeppe Weinreich

Aftenens Diamond League bliver uden dansk deltagelse, idet Sara Slott har valgt at bruge den resterende tid op til VM på at arbejde med nogle tekniske detaljer. Imens sætter Andreas Martinsen sin lid til at få en VM-kvoteplads, mens Andreas Bube lørdag i Belgien har et sidste skud i bøssen.

Egentlig skulle Sara Slott Petersen efter planen have løbet i aften i Monaco som en sidste test inden VM. Efter et par mindre gode løb i London og Rabat har hun sammen med træner Mikkel Larsen imidlertid valgt at droppe fredagens Diamond League for at arbejde med nogle tekniske detaljer hjemme i Aarhus.

"Formen er, hvor den skal være, men teknisk set har hendes seneste løb ikke været så gode. Det er nogle småting, som vi skal arbejde med, og i det seneste træningspas gik det faktisk rigtig godt," lyder det fra træner Mikkel Larsen.

Den oprindelige plan var faktisk heller ikke at løbe i Monaco, men efter at sygdom kostede et par stævner, takkede de alligevel ja til stævnet på det flotte Stade Louis II.

- TV3 Sport2 sender fra Monaco 20-22.

Hjemløs i Aarhus
Selvom Sara altså er hjemme i Aarhus op til VM, kan hun godt blive lidt hjemløs. De næsten 4000 deltagere i EM for Masters kommer nemlig til at lægge beslag på Ceres Park og delvist Viby Stadion under konkurrencedagene fra 27. juli - 6. august.

"Sara sidste vigtige træningspas er den 1. august, men her er der tilfældigvis hviledag under konkurrencerne," lyder det fra træner Mikkel Larsen.

Martinsen håber på kvoteplads
Hækkeløber Andreas Martinsen mangler stadig at knække VM-kravet på 13,48 sek., men allerede i sidste uge indstillede han jagten på at få de to sidste hundrededele med. Under et stævne i Finland måtte han afbryde sit løb grundet problemer med lysken.

"Der er ingen grund til at jagte kravet nu. Der har været tale om en overbelastning, men lægerne har givet ham grønt lys nu - så må vi bare håbe, at han kommer med," fortæller træner Mikkel Larsen.

Når der er håb om at få Martinsen med, så skyldes det kvotesystemet, som blev indført før VM i 2015. På 110 meter hæk skal der være 40 deltagere med. Er der mindre end 40, som har klaret VM-kravet, fylder man op, og her står Andreas Martinsen selvsagt forrest i køen. Desværre synes niveauet i år at være højere end i 2015, og på en uofficiel kvoteliste ligger han lige på vippen. Derfor er han afhængig af, at der kommer afbud. Med nationale mesterskaber i mange lande denne weekend kan han endog risikere at ryge længere ned.

Martinsen (6)

Så tæt på VM-kravet var Andreas Martinsen, da han vandt CAG i dansk rekord 13,50 sek. Reelt var tiden klart tættere på 13,49 sek, men der skal rundes op. Til højre har Claus Andersen fra www.målfoto.dk sat den røde linje, hvor den optimalt skulle have siddet. Løberen bag Martinsen, australieren Nicholas Hough, klarede tirsdag i Belgien VM-kravet med 13,44 sek... 

Benjamin lægger VM på hylden, men håber at banke en hurtig tid af

Den nybagte bronzevinder fra EM-U23, Benjamin Lobo Vedel, havde egentlig også tænkt sig at give VM-kravet et skud. Håbet var at klare kravet i EM-finalen, men her var vinden for kraftig til at løbe rigtig stærkt.

"VM er lagt på hylden, da vi ikke har kunnet finde et stævne af passende kvalitet. Jeg løber i stedet i Rhede i Tyskland (d. 29. juli - efter VM-fristen, red.). Dér håber jeg at få banket en hurtig tid af," lyder det fra den 19-årige Aalborg-sprinter.

Lørdag aften har 800-meter-løber Andreas Bube et sidste skud i bøssen i belgiske Heusden-Zolder. Update 22/7: Bube har alligevel ikke kunnet få start ved stævnet. 

I alt er fire atleter foreløbig udtaget til VM. Udover Sara Slott på 400 meter hæk er det Abdi Hakin Ulad på maraton samt de to forhindringsløbere Anna Emilie Møller og Ole Hesselbjerg. Hesselbjerg og Ulad befinder sig p.t. begge på højdetræningslejre i hhv. Schweiz og Kenya.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund